Unge og ældre danskere holder sig adskilt
Det er blevet nemmere at gætte, hvor danskerne bor, alene ud fra vores alder. Vi bosætter os i områder med andre fra samme generation, viser nye beregninger. En udvikling, eksperter advarer mod.
Det er blevet nemmere at gætte, hvor danskerne bor, alene ud fra vores alder. Vi bosætter os i områder med andre fra samme generation, viser nye beregninger. En udvikling, eksperter advarer mod.
Dåbsattesten får en stadig større betydning for, hvordan danskerne bor, skriver Politiken mandag.
I stigende grad vælger unge at bosætte sig i områder, hvor der bor andre unge, mens ældre vælger hinanden, viser Politikens beregninger af data fra Danmarks Statistik. På 10 år er der sket en øget koncentration af ældre over 65 år i især storbyernes omegnskommuner, mens de 18-39-årige klumper sig sammen i de største byer.
For eksempel er andelen af unge i Greve faldet med 24 procent, mens andelen af ældre er steget med hele 85 procent.
En professor i samfundsøkonomi og byudvikling advarer mod udviklingen:
- Det er vigtigt for sammenhængskraften i et demokratisk samfund, at vi har en dybere forståelse for, hvordan vores medmennesker lever. Det er sundt for de unge at vide, hvilke behov de ældre i samfundet har - og sundt for de ældre at kende vilkårene for landets børnefamilier, siger John Andersen til Politiken.
Og det er ikke bare boligforholdene, som er ramt af den voksende generationskløft. Også når vi arbejder, rejser og opdrager spiller alderen ind.
- Vi kategoriserer i høj grad samfundet efter alder, og hvor vi er henne i tilværelsen i forhold til børn, familie og arbejdsliv. Samtidig er vi blevet mere forkælede og selektive og vælger eksklusivt ud, efter hvad der lige passer os, siger lektor ved Aarhus Universitet og ekspert i aldringspsykologi Karen Munk til Politiken.
Det giver professor ved Syddansk Universitet, Jørn Henrik Pedersen, hende ret i.
- Tendensen til at putte folk i alderskasser er blevet mere og mere udbredt. Det gælder underholdningsindustrien, reklameindustrien og hele vejen rundt, at man differentierer voldsomt; ofte med en vægt lagt på den unge del af befolkningen som den, man er interesseret i - på trods af at det er den anden ende, der har flest penge, siger han til Politiken.
BNB