30. januar blev Jyske Bank i københavnerforstaden Herlev røvet af en 18-årig mand, der bevæbnet med en kniv truede bankpersonalet til at udlevere kontanter. Fredag blev den unge mand og to jævnaldrene medskyldige idømt fængselsstraffe på mellem 15 måneder og tre år for røveriet.

Den 18-årige røver, som ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi erkendte sig skyldig i røveriet, fik halvandet års ubetinget fængsel.

En 19-årig mand fik et år og tre måneders fængsel for at hyre en taxa, som blev brugt som flugtbil, mens en 20-årig mand fik tre års fængsel for at have været med til at planlægge røveriet. Dommen på tre år skyldes til dels, at manden tidligere har fået en betinget fængselsstraf for røveri.

Anklager Malene Lund Michaelsen betegner røveriet som groft og nøje planlagt.

- Røveri er en alvorlig forseelse, der har store konsekvenser for de mennesker, det går ud over, siger hun.

Både den 19- og den 20-årige nægter sig skyldige, og alle tre mænd overvejer nu, om de vil anke dommen.