De bider smerten i sig til lægetjekket, så de kan få lov at trække i trøjen. I modsætning til tidligere er drømmen om at blive soldat for mange unge stor, at de lyver om deres helbred, skriver Avisen.dk.

Tidligere var det almindeligt, at de unge mænd løj sig syge og svagelige for at slippe for værnepligtens kæft, trit og retning.

- Vi har ikke statistik på det, men tendensen er tippet. Det sker desværre ikke sjældent, at unge mænd og kvinder fortier diagnoser eller direkte lyver om lidelser, fordi de så gerne vil være soldater, siger Peer Winberg, der har 20 års erfaring som sessionslæge i Syddanmark, til Avisen.dk.

Før sessionen, der i dag har navnet Forsvarets Dag, skal de unge udfylde et spørgeskema om deres helbred. I skemaet spørger forsvaret blandt andet til medicin, misbrug, sygdomme og symptomer. Her skjuler flere deres skavanker.

- Det kan være knæ- og rygskader, men det er ikke kun fysikken, den er gal med. Flere undlader også at skrive, at de har en depression, siger Per Winberg.

I 2011 blev hver 10. rekrut kasseret, fordi han viste sig at være fysisk eller psykisk uegnet, efter at han var startet på værnepligten.

Hvor mange af dem, der har manipuleret med sandheden under sessionen, ved forsvaret ikke, men konsekvensen af at lyve om hørenedsættelser og begyndende hofteskred kan være stor.

- De unge spilder både deres egen og forsvarets tid, men det værste er, at de risikerer at forværre deres skader, siger sessionslæge Peer Winberg.

Jacob Brandt Andersen er medlem af Værnepligtsrådet, der fungerer som de værnepligtiges fagforening. Han bekræfter problemet og var selv vidne til snyd, da han var rekrut ved Jydske Dragonregiment i efteråret, da én holdt en gammel knæskade hemmelig. Den sprang op efter bare tre uger i trøjen, og soldaten måtte vinke farvel til soldaterkammerater og karrieren.

Jacob Brandt Andersen tror, at snyderiet skyldes, at mange af nutidens unge oplever en magisk tiltrækning til militæret ikke mindst på grund af medierne, der stiller skarpt på de danske soldater i Afghanistan.

- I det informationssamfund, vi er vokset op i, er der meget få hemmeligheder tilbage, men forsvaret er en af dem. Mange unge fascineres af den verden, der gemmer sig bag pigtråden. De vil gå langt for at blive blandt de få udvalgte, der med tiden kan komme på internationale operationer, forklarer han til Avisen.dk.

BNB