Unge ikke-rygere bliver indhyllet i cigaretrøg
Det kan godt være, at mange unge lader smøgerne ligge, men de får alligevel cigaretrøg i lungerne, viser en ny rapport.
Det kan godt være, at mange unge lader smøgerne ligge, men de får alligevel cigaretrøg i lungerne, viser en ny rapport.
Hver fjerde dansker mellem 16 og 20 år - svarende til 72.000 - har ikke lyst til at ryge, men de kommer alligevel i nærkontakt med cigaretrøg som passive rygere minimum en halv time hver dag.
Det viser rapporten »National Sundhedsprofil Unge 2011« fra Statens Institut for Folkesundhed.
Mens hver sjette af de 16-20-årige danskere vælger selv at tænde op i smøgerne, så bliver 25,9 procent af de unge mænd i samme aldersgruppe udsat for mindst en halv times passiv rygning, mens det er 24 procent af de unge kvinder.
Hver tiende svarer, at de bliver udsat for passiv rygning i mindst fire timer hver eneste dag.
Og det er skidt, da tobaksforurenet luft er kræftfremkaldende og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser. Derfor skal røgen helt væk fra gader og stræder og ikke mindst også de værtshuse, der er mindre en 40 kvadratmeter, mener Kræftens Bekæmpelse.
- Vi er nødt til at have revideret loven om røgfrie miljøer, så alle og ikke mindst de unge undgår at blive udsat for kræftfremkaldende stoffer fra tobaksforurenet luft, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen til 24timer.
SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, er klar til at se på en ændring af rygeloven.
- Vores ambition er, at færre mennesker og især færre unge bliver udsat for passiv rygning. Derfor skal vi have set på muligheden for at begrænse rygning på for eksempel uddannelsesinstitutioner som gymnasier og efterskoler, siger han til 24timer.
Forskningslederen bag »National Sundhedsprofil Unge 2011«, Knud Juel, mener, at man kan komme langt ved at håndhæve den lov, der er sat i verden for at holde cigaretrøgen væk fra de unges lunger.
- Vi har en lov om, at man ikke må sælge tobak til unge under 18 år, men jeg tør godt vædde med, at den lov ikke bliver overholdt. Derfor kunne man gøre noget ved problemet ved at sørge for, at loven bliver overholdt. Og det er endda gratis, for loven er der, siger han.
Rygeloven skal revideres i løbet af 2012, men hverken Dansk Folkeparti, Venstre eller de Konservative har tidligere set noget behov for at ændre på reglerne.