Lige nu har 10.000 fynboer type 2-diabetes eller gammelmands-sukkersyge, som den også populært kaldes.

Men i de sidste fem år er antallet af tilfælde steget med 1.000 om året, og det betyder, at der vil være sket en fordobling i løbet af ti år, og så er der ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO tale om en epidemi.

Men fynboerne er på ingen måde enestående på dette område. Normalt plejer man rent statistisk at kunne gange tallene på Fyn med ti, så har man en tendens for hele landet.

Og det passer udmærket med billedet i Danmark lige nu. Antallet af type 2-diabetes-ramte har for længst passeret 100.000, og dette tal ventes om ti år mere end fordoblet til over 200.000.

"Alt for mange er for fede i Danmark, og der skal en kraftig ændring til i den enkeltes livsstil, før det hjælper. De mennesker, som får type 2-diabetes, vil i gennemsnit få forkortet deres liv med ti år på grund af følgesygdomme som blodpropper, nyresygdomme mv.," siger Henning Beck-Nielsen.

På mange måder følger Danmark den uheldige udvikling, som der er på området i USA, hvor fedmen er et endnu større problem end i Danmark. Men allerede nu ser man i Danmark stadig flere i 20 - 30 års-alderen, som får "gammelmands-sukkersygen".

"Det næste, vi vil se, er teenagere, som bliver ramt af type 2-diabetes, fordi de er for fede og ikke får den motion, de skal have," siger den fynske overlæge.

Ikke mindst mænd er i farezonen, fordi de har en tendens til at få store, æbleformede maver, og så er man særligt udsat.

"Hvis man måler mere end en meter omkring navlen, så skal man omgående opsøge læge. Så kan der være risiko for, at en type 2-diabetes er på vej. På samme måde skal kvinder, som måler mere end 80 cm. om livet gå til læge," siger Henning Beck-Nielsen.

Undersøgelser i de senere år har vist, at mennesker, som har sukkersyge i familien, er blevet ekstra udsat for type 2- diabetes. Det har igen noget at gøre med den usunde levevis, som de fleste fører i Danmark.

En ny slags type 2-diabetes er den, som gravide kvinder er udsat for. Hvis man får svangerskabs-sukkersyge, så skal man være på vagt. I første omgang forsvinder den måske, men man er i fare for, at den kommer igen senere i livet.

Overlæge Erik Beck-Nielsen pointerer, hvor vigtigt det er at lægge livsstilen om, hvis man vejer 15 - 20 kg for meget. Mindstemålet af motion er f.eks. to gange en halv times hård fysisk træning om ugen, og burgere, chips, fedtholdig mad, mayonnaise, remoulade, kæmpemæssige slikposer og den slags bør skrottes.

"En del af løsningen kunne være en differentieret moms på fødevarer - sådan at forstå, at de fede og usunde fødevarer blev beskattet mere. Det kunne måske føre til en ændret adfærd i retning at spise mere sundt," siger han.

USA er på mange måder et skræmmende eksempel for danskerne, men på Stillhavsøen Nauru er den helt gal. Her blev alle øboerne meget rige, da man solgte sine fosfor-forekomster. Nu er der ingen, som laver noget somhelst fysisk arbejde, og det har betydet, at 50 pct. af øens beboere er decideret fede, og type 2-diabtes-sygdommen er af samme grund nærmest eksploderet.