Det går ikke godt med at få unge mænd til at holde mere barsel, og derfor er det »dybt godnat«, at regeringen har droppet øremærket barsel, mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at mænd mellem 20 og 29 år i 2011 havde tre dage mindre barsel end i 2010.

»Det er dybt godnat, at regeringen har droppet øremærket barsel, for den løsning kan netop give de unge fædre mulighed for at få mere tid sammen med deres nyfødte børn. Det er langt fra på alle arbejdspladser og i alle brancher, det er let for mænd at få lov at holde barsel,« siger Bente Sorgenfrey.

Hun henviser til, at nybagte fædre på 20-24 år havde 23 barselsdage i gennemsnit i 2011 mod 26 dage i 2010. For de 25-29-årige fædre lyder faldet på 33 til 30 dage i samme periode.

Også blandt fædre i 30erne og 40erne er der sket et fald på cirka to orlovsdage, og det er problematisk, at såvel beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) som statsminister Helle Thorning Schmidt (S) mener, at mændenes andel af barslen kan øges via overenskomsterne, efter at regeringen har droppet den øremærkede barsel, mener Bente Sorgenfrey.

»At sikre mænd fuld løn under barsel i overenskomsterne hjælper. Men det rykker ikke nok. Der er behov for at øremærke barsel til mænd i lovgivningen. Øremærket barsel var en del af regeringsgrundlaget. Alle ved, at det virker. Regeringen må se at komme i arbejdstøjet igen,« siger hun.

Det er fædre, som er topledere og højtuddannede ansatte, der ifølge Danmarks Statistik holder mest barsel, lige som mænd i finanssektoren og den offentlige sektor også har mere barsel end faggrupper, som ikke er sikret ret til barsel med fuld løn igennem deres overenskomst.