Ungdomspartier forsvarer retten til øl
Et stort flertal af danskerne er klar til at hæve grænsen for, hvornår man må købe øl fra 16 til 18 år, og sundhedsminister Astrid Kragh (SF) er ikke afvisende. Det er de fleste ungdomspartier til gengæld.
Et stort flertal af danskerne er klar til at hæve grænsen for, hvornår man må købe øl fra 16 til 18 år, og sundhedsminister Astrid Kragh (SF) er ikke afvisende. Det er de fleste ungdomspartier til gengæld.
De unge Venstre-løver og -løvinder er rørende enige med både de unge socialdemokrater (DSU) og de unge radikale (RU) i, at hverken et stort dansk flertal eller sundhedsminister Astrid Kragh (SF) skal have lov til forhindre dem i at købe alkohol.
- Jeg er en stor tilhænger af at sænke valgretsalderen til 16 år. Det er SF også. Derfor er det ret absurd at SF på den ene side vil give de unge mere ansvar, mens de på den anden side ikke har tillid til, at man kan være ansvarlig når man fester. Det er umyndiggørende og forkert, siger Peter Hummelgaard fra DSU i en pressemeddelelse.
RU modsætter sig også de 73 procent af den danske befolkning, der mener, at grænsen fro at købe alkohol skal hæves fra 16 til 18 år. Ungdomspartiet mener ikke, at det vil have effekt på de unges indtag af alkohol. I værste fald vil en højere grænse blot udskyde de unges druk, til de skal tage kørekort, lyder det fra de unge støtter af de radikale.
Venstre Ungdom raser over Astrid Kraghs støtte til kravet fra danskerne og kalder det et skoleeksempel på formynderi.
- Hvorfor skal en 17-årig gymnasieelev ikke kunne drikke en øl til hans skoles fredagsbar? Forbud mod ølsalg til 16-17-årige vil ikke medvirke til, at unge drikker mindre, så forslaget er ren socialistisk symbolpolitik, siger Morten Dahlin, der er landsformand for Venstre Ungdom.
Der er dog lidt ungdommelig støtte at hente for Astrid Kragh. Nemlig fra sundhedsministerens eget ungsdomsparti (SFU).
- Jeg er overrasket over, at så mange danskere er klar til at hæve grænsen, men jeg synes, at det er et fint forslag. Det er ingen hemmelighed, at unge danskere drikker meget, og det her kan da være en god måde at gøre noget ved det på. Så vi synes. ligesom Astrid Kragh, at det er en god idé, siger landsformand i SFU, Gry Poulsen, der dog vurderer, at en højere aldersgrænse ikke vil virke lige med det samme.
- Der vil da nok blive en overgangsperiode, hvor folk vil prøve at få fat i alkohol på en anden måde end at købe den i kiosker og supermarkeder. Men med en påvirkning fra forældre og uddannelsesinstitutioner kan de unge godt vænne sig til en ny grænse.
Spørgsmål: Kan du love, at unge under 18 år ikke vil drikke alkohol til SFUs møder, hvis der kommer en ny aldersgrænse?
- Ja, det kan jeg. Vi vil selvfølgelig følge lovgivningen, og vi har også altid alkoholfri alternativer til dem, der ikke må drikke, lover Gry Poulsen.