Politiet måtte rykke ud i Viborg efter en finalekamp i Cup Winners Cup mellem det danske håndboldhold Viborg HK og ungarnske FTC Budapest.

Efter at ungarerne havde slået hjemmeholdet med 31-30, opstod der uro, da ungarerne invaderede banen, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

- Den store medrejsende flok ungarske fans invaderede banen og skabte tumultagtige scener, der skræmte mange fra publikum til at forlade hallen, skriver avisen.

Kontrollørerne var i undertal og kunne ikke holde uromagerne tilbage, situationen kom ud af kontrol, og de danske håndboldspillere måtte trække sig tilbage til omklædningsrummet.

Politiet var i forvejen til stede med fire betjente i Viborg Stadionhal, men måtte tilkalde ekstra mandskab fra Herning, Silkeborg og Holstebro for at få ro. Betjentene måtte bruge peberspray mod flere af de tilrejsende ungarnske håndboldfans, men ingen er anholdt i forbindelse med urolighederne.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad kom en lokal fotograf til skade, da han blev slået af en ungarer, som ville fravriste ham kameraet, ligesom kontrollørerne ifølge avisen også skulle være blevet slået.

Viborg HK havde ifølge eb.dk på forhånd advaret mod de medrejsende fans fra Ungarn, men på trods af dette, var ikke personale nok til at stoppe tumulten.