30-årige Christina Leach fra Randers, der har været med i tv-programmet 'De unge mødre' venter lige nu sit sjette barn med sin mand, den 34-årige Dennis.

Det fortæller den kommende mor til seks til Realityportalen. Christina og Dennis har i forvejen fem drenge, og hun afslører, at de får endnu en lillebror i familien.

Allerede i oktober opdagede Christina Leach, at hun var gravid igen, og hun fortæller, at de blev meget glade for nyheden om, at der kommer endnu en lille. Og den lille ny var planlagt - og så alligevel ikke helt.

»Både ja og nej. Vi havde snakket om, at vi gerne ville have en mere, men vi havde også snakket om at vente nogle år,« fortæller Dennis til Realityportalen.

Parret ved også allerede, at deres lille søn skal hedde Samuel. Og at navnet starter med 'S', kommer næppe som en overraskelse. Det samme gør navnene på parrets andre fem sønner, der hedder Sebastian, Simon, Sakarias, Shilas og Sean.

Dennis Leach fortæller, at han i øjeblikket er i lære hos supermarkedskæden KIWI, og Christina er ved at færdiggøre 9. og 10. klasse. Når hun har været på barsel med lille Samuel, vil hun læse på EUX.

Christina Leach startede i 'De unge mødre' i sæson tre, hvor hun dengang gik under navnet Thorsen til efternavn.

Hun har dog ikke været med de seneste år. Efter at have født sine første fire børn, var Christina Leachs vægt på sit højeste, da hun vejede 101 kilo.

Det skyldtes blandt andet, at hun drak masser af cola og indtog omkring et kilo sukker dagligt, fortalte hun.

Hun kom derfor efterfølgende med i programmet 'De unge mødres drøm' i 2011, hvor hun blev trænet af fitness-eksperten Charlotte Bircow.

Den unge mor tabte mere end 10 kilo, inden hun blev gravid med sit femte barn. Hun har efterfølgende fortalt, at det fik hendes vægttab til at gå i stå.