Ifølge anklagemyndigheden er de yngste af pigerne helt ned til 12 år. Det skriver sn.dk.

Et anklageskrift på over 14 sider med 49 konkrete punkter blev tirsdag forelagt den 20-årige mand i Retten i Lyngby. Krænkelserne skulle være sket efter indledende 'hyggechat', hvorefter den 20-årige blev mere og mere truende i sin tone, hvis ikke pigerne makkede ret. Ifølge sn.dk nægter han at have gjort noget ulovligt.

Pigerne blev blandt andet tvunget til at tage tøjet af og udføre andre krænkelser mod sig selv. To af pigerne har efter den ubehagelige oplevelse anmeldt sagen til politiet, der så har ført til, at 22 piger er blevet afhørt for lukkede døre, skriver sn.dk.

Den 20-årige er desuden tiltalt for at have været i besiddelse af en række børnepornografiske film på sin computer, men afviser at det er ham, der har lagt filmene på computeren. Han erkender at have taget billeder af pigerne, han har chattet med, og at han i nogle tilfælde har været truende, men han afviser at have overtrådt straffeloven.

Den 20-årige sidder varetægtsfængslet i øjeblikket, hvor han er sigtet for to nye og lignende forhold, skriver sn.dk.

BNB