Normalt er der fem heldige vindere af en million kroner på Danske Spils populære skrabejulekalendere. I denne omgang er der dog kun fundet fire vindere - den sidste af dem er en ung kvinde fra Kalundborg, der var lige ved at køre i grøften, da hun fandt ud af, hun havde vundet.
Det skriver sn.dk.
Alle os, der hver december er med på skrabejulekalender-gildet fra Danske Spil, kender følelsen. Vi mangler et juletræ, så vinder vi en million. Men alligevel synes det til altid at være lige ved og næsten.
Det var dog ikke tilfældet for en kvinde i 20'erne fra Kalundborg Kommune i det vestsjællandske.
Hun er den heldige vinder af en million gode kroner på netop en skrabejulekalender fra Danske Spil. Hun troede ikke på det, da kæresten ringede hende op, mens hun kørte i sin bil, og fortalte, at den sidste låge var blevet skrabet, og det var det juletræ, som hun stod og manglede for at vinde topgevinsten.
Selvom hun talte efter adskillige gange, så måtte hun lige ringe til Danske Spil for at få den gode nyhed endelig beskræftet. Det fortæller hun til sn.dk.
»Da de fortæller, at den er god nok, hoppede og græd min kæreste og jeg af glæde, og vi fortalte vores familier det, men de ville se billeddokumentation, før de troede på det,« siger vinderen, der også fortæller, at hun var lige ved at køre i grøften med sin bil, da kæresten ringede og fortalte den gode nyhed.
De mange penge har allerede fået ben at gå på. Parret har blandt andet købt en ny bil, mens resten skal gå til 'praktiske' ting derhjemme. Så skal de også ud og rejse, mens de resterende penge skal investeres i aktier og obligationer, fortæller vinderne til mediet.
