Leo Astradsson blev i går hyldet for sin heltemodige indsats, da han sidste år snakkede en kvinde fra at begå selvmord

Der er dage i ens liv, der aldrig vil gå i glemmebogen. For 20-årige Leo Astradsson fra København var den 9. september sidste år en af disse. Den dag reddede han nemlig en jævnaldrende kvinde fra at tage sit eget liv.

Mens kvinden stod helt ude på perronens kant på Holbæk Station og var parat til at kaste sig ud foran det næste tog, fik Leo Astradsson i en 20 minutters telefonsamtale talt den grådkvalte kvinde fra at tage springet.

I går fik Leo Astradsson og 17 andre så overrakt et synligt bevis på, at de er hverdagens helte. Det skete på Midt- og Vestsjællands Politistation i Roskilde, hvor de heltemodige danskere foruden diplomet fik overrakt en dusør på 1.000 kroner.

’Jeg gjorde bare min pligt’

Leo Astradsson er naturligvis glad for anerkendelsen, men i virkeligheden gjorde han jo bare sin pligt, forklarer han, da BT fanger ham efter gårsdagens arrangement i Roskilde.

»Først vidste jeg ikke, hvorfor jeg skulle have diplomet. Jeg gjorde blot min pligt og hjalp hende,« forklarer Leo Astradsson.

Den unge københavner, der er bosat i Nordvestkvarteret, fik færten af kvindens selvmordsplaner ved at læse et opslag fra hende i en lukket Facebook-gruppe, som han selv var medlem af. Hun havde lagt opslaget ud på Facebook blot et par timer inden selvmordsforsøget, og Leo Astradsson var altså en af de første, der læste det. Ingen savnede hende, og derfor kunne hun lige så godt gøre en ende på det hele, skrev hun.

Leo Astradsson havde tidligere chattet med kvinden, og han havde derfor hendes nummer stående i telefonbogen. Uden at tøve ringede han hende straks op.

»Jeg kunne næsten ikke høre, hvad hun sagde, fordi hun græd så meget. Jeg blev ved med at fortælle hende, at det hele nok skulle gå, og at hun skulle lade være med at springe ud foran toget,« fortæller han.

Overtalte politiet

Telefonopkaldet blev pludselig afbrudt, og da Leo Astradsson forgæves forsøgte at ringe hende op igen, blev han enormt nervøs. Selvom kvinden allerede kunne have været død, valgte han at trykke 112 og fik politiet overtalt til at køre til Holbæk Station.

Artiklen fortsætter under billedet

Først næste morgen fik Leo Astradsson vished om kvindens skæbne – endda fra hende selv. I en sms fortalte hun, at politiet var dukket op, havde lagt hende i håndjern og kørt hende til hospitalet. For Leo Astradsson var det ikke rart at vente på den besked, men han havde alligevel på fornemmelsen, at hun nok havde overlevet selvmordsforsøget.

»Jeg følte mig ret overbevist om, at hun var i live, og jeg tror da også, at politiet ville have kontaktet mig, hvis det havde forholdt sig anderledes,« siger han.

Oplevelsen har sat sig dybe spor i den 20-åriges sind.

Så meget, at han nu er varsom med at anbefale til andre, at de skal ringe akut selvmords -truede op - på trods af, at han selv gjorde det. I stedet bør man kontakte politiet eller pårørende.

»Jeg har tænkt meget på hændelsen, og følelsen af at stå med et andet menneskes liv i ens hænder, sætter sine spor,« siger Leo Astradsson.

Politikreds: Danskerne er blevet bedre til at hjælpe

Det er en kæmpe hjælp for politiet, når helt almindelige danskere kommer med oplysninger om selvmordstruede eller indbrudstyve på togt i nabolaget.

Det forklarer kommunikationsansvarlig Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der i går hyldede 18 hverdagshelte, som i løbet af det seneste år har udført en heltemodig indsats.

»I nogle situationer har vi faktisk anholdt gerningsmænd og i andre tilfælde har vi undgået menneskelige ulykker,« fortæller Carsten Andersen.