EGYPTEN: Den unge mand, der er blevet anholdt for at dele Muhammed-filmen på internettet, tilhører det kristne mindretal i Egypten, kopterne. Det skriver Reuters.

27-årige Alber Saber blev hentet af politiet i sit hjem, efter at naboer bekyldte ham for at lægge dele af »Innoncence of Muslims« på nettet - den islamfjendske lavbudgetfilm, som har udløst blodige protester i store dele af den muslimske verden.

Desuden er Alber Saber, der studerer datalogi, anklaget for selv at have lavet en anden film, som gør nar ad alle religioner. Han er sågar beskyldt for at have fornærmet sin egen religion, kristendommen, på flere Facebook-sider, hvor han angiveligt opfordrer til ateisme.

Anholdelsen af den 27-årige mand vækker bekymring for, om ytringsfriheden er i gang med at blive strammet under den nye præsident Mohamed Morsi. Han kom til magten tidligere på året ved Egyptens første fri valg siden oprøret, der væltede Hosni Mubarak sidste år.

Især i koptiske kredse frygter man, at de islamistiske kræfter i landet blomstrer op med Morsi, som selv er medlem af partiet Det Muslimske Broderskab.

Menneskerettighedsadvokater beretter, at Albert Saber blev anholdt uden advarsel, og at han blev gennembanket under forhøret. Det afviser retslige kilder ifølge Reuters. Politivold er ikke et ukendt fænomen i Egypten, hvor der under Mubaraks regime har været flere sager om vold med døden til følge.