Den norske massemorder og terrorist Anders Breivik, der stod bag massakren på Utøya 22. juli kom allerede som teenager i konfrontation med ordensmagten.

Som blot 15-årig stak Anders Breivik ved flere lejligheder af til Danmark, uden at hans mor hjemme i Norge havde nogen idé om, hvor sønnen var forsvundet hen. Efter en af de danske smutture - lillejuleaften 1994 - blev den unge dreng stoppet på Oslo banegård med tasken fuld af i alt 43 graffitidåser, som han havde købt i Danmark, skriver Dagbladet.no. Sagen fik på det tidspunkt ikke yderligere konsekvenser for den unge dreng.

Men Breivik blev flere gange senere snuppet af politiet for ulovlig graffiti rundt omkring i Oslo. Efter en af episoderne måtte hans bor betale en bøde på 3.000 kr. for sønnens graffitihærværk.

Ifølge den blå bog fra Breiviks efterskole var rejserne til Danmark netop beregnet til at skaffe materialer til hans såkaldte graffitikunst.

- Før var Anders en del af slænget, men så blev han uvenner med alle. Anders satser på den perfekte krop, men vi må nok sige, der er langt igen. Ellers er Anders meget i Danmark for at skaffe materiale til sit »kunstarbejde«, står der drillende i årbogen fra 1995.

I sit omtalte over 1.000 sider lange manifest beskriver Anders Breivik sit møde med graffitikunsten i midthalvfemsernes Oslo.

- I mange år var jeg en af de mest kendte hip hop’ere fra Oslo Vest. Da jeg var 15 år, var jeg den mest aktive »tagger« i Oslo. Noget flere i det gamle hip hop-miljø kan bekræfte, skrev han.

Det har kilder i det gamle hip hop-miljø fra Oslo dog afvist over for norske medier.