Ruben Søltofts ansigt skulle lige nu have prydet spilletrøjerne på det tunesiske landshold. Men i 11. time faldt aftalen til jorden.
Årsagen – den tunesiske regering har ikke været tilfreds med Ruben Søltofts sponsorat af det tunesiske kvindelandshold. Og selvom det internationale håndboldforbund IHF har godkendt logoet, det tunesiske håndboldforbund har underskrevet kontrakten og Ruben Søltoft har overført pengene, så er der altså intet ansigt at finde på Tunesiens trøjer.
Ruben Søltofts beslutning om at sponsere det tunesiske landshold til kampen mod Danmark havde ellers vakt stor begejstring på de sociale medier. Hans ansigt skulle nemlig have været på de tunesiske trøjer, som en reklame for hans kommende one man show. Og den danske komiker har de seneste dage været i vælten for det komiske påfund, der har været næsten to år undervejs. Indtil det altså faldt sammen tirsdag.
»For to år siden fik jeg en vanvittig idé, og i søndags blev den til virkelighed. JEG. VAR. LYKKELIG! De seneste dages opmærksomhed på mit sponsorat af det tunesiske damelandshold har skabt enormt meget medieomtale, og det har måske både været godt og skidt, for her i 11. time har jeg modtaget den triste besked om, at de tunesiske spillere alligevel ikke må bære trøjerne med mit uskyldige, blege ansigt på,« skriver Ruben Søltoft på sin Instagram-profil.
Og det er ikke engang løgn, at det er på regeringsniveau, at beslutningen er truffet. Det fortæller Ruben Søltoft selv.
»Jeg er helt oprigtigt ked af, at det her alligevel ikke bliver en realitet, men jeg vil meget gerne sige tak til alle jer, der har taget så godt imod min idé. Tusind tak fra en slukøret Ruben,« skriver komikeren, der nu definitivt hepper på de danske kvinder.
