Landets praktiserende læger og vaccinationscentre er klar til at foretage lyn-vaccinationer, og hvis du allerede sikrer dig en tid i dag, så er du med 80 procents sikkerhed garderet om allerede seks-syv dage.

"Ca. 530.000 danskere blev vaccineret i efteråret eller i den første vintermåned, men jeg vil fortsat anbefale folk at blive vaccineret, selv om det er i 11. time," siger Klaus Bro-Jørgensen, overlæge på vaccinationscentret på Statens Serum Institut.

"Vaccinen begynder allerede at virke efter fem-seks dage, og da vi kalkulerer med, at en influenza-epidemi varer i fem uger, så vil de fleste være beskyttede i en hel kritisk måned.

Vi er i dag (i går, red.) blevet ringet ned af læger, der spørger om de skal vaccinere eller ej, og jeg svarer dem, at de skal vaccinere de mennesker i risiko-grupperne, primært ældre og svagelige.

Mange af de ældre har ladet sig vaccinere, men jeg er sikker på, at langt fra alle har gjort det, og det er nu på tide.

Sådan en epidemi koster normalt mellem 1.000 og 1.300 ældre mennesker livet, og vi bør undgå så mange af disse dødsfald som muligt."

Klaus Bro-Jørgensen fastslår, at Statens Serum Institut har mindst 30.000 doser på lager, og mange læger har også portioner liggende. Derudover sælger apotekerne influenza-vaccine, så der er sandsynligvis vaccine til de første 80.000-100.000 danskere.

"Der er mange grunde til at lade sig vaccinere. Yngre mennesker bør gøre det, hvis de f.eks. ikke vil gå glip af en ferierejse, som de har bestilt. Andre kan ikke undværes på deres arbejde."

Vaccinen er normalt aktiv i kroppen i ca. seks måneder, så det gælder om at blive vaccineret hvert efterår, hvis man vil gøre sig håb om at være influenza-fri.

Klaus Bro-Jørgensen betegnes af kolleger som "guruen" inden for vaccinationer i Danmark, og derfor har hans ord meget stor vægt.