Af Mia Qvist Scheelsbeck, alive.dk
Der er stort set ingen begrænsninger, når det kommer til, hvilke grøntsager og frugter du kan bruge i din juice. Ifølge Mads Bo Pedersen, der er forfatter til flere bøger om juice og smoothies og som har beskæftiget sig med området i mere end otte år, skal en juice faktisk helst indeholde 80 pct. grøntsager og 20 pct. frugt. Er der for meget frugt i, indeholder drikken nemlig for meget frugtsukker.
På Femina.dk kan du få en af Mads Bo Pedersens fantastiske juiceopskrifter
Selvom der både er lækre grøntsager og frugter i juicen, er der en række gode tips, du skal huske på, når du laver juice. Her får du flere af Mads Bo Pedersens gode juiceråd: - Tag det med ro. Hvis du lige er begyndt at lave din egen juice, skal du ikke drikke mange glas hver dag. Det kan virke meget voldsomt for din fordøjelse.
- Drikke juicen med det samme, du har presset den, så de gode næringsstoffer ikke forsvinder i drikken.
- Undgå at bruge banan, mango og avocado i saftpresseren. Der kommer nemlig meget lidt saft ud af dem, når de presses pga. strukturen i dem. Det er langt bedre at blende dem og blande i juicen bagefter.
- Du kan fortynde juicen med vand, hvis du har en sart mave.
- Brug affaldet fra frugterne og grøntsagerne til eksempelvis hjemmebagte boller.
- Opbevar ingredienserne til juicen koldt, så de er kolde, når de skal bruges i juicen.
- En kombination af sur og sød smag camouflerer smagen af grøntsager som kål og broccoli.
- Brug så meget af frugten som muligt. Brug gerne økologiske citroner med skræl, da der sidder mange gode mineraler og vitaminer heri. Til gengæld må du eksempelvis ikke bruge ananas med skræl, da skrællen er for hård.
- Bland juicen med lidt olie. Nogle vitaminer er nemlig fedtopløselige, så olien hjælper kroppen med at optage nogle af de gode vitaminer og mineraler.
Få en anden lækker juiceopskrift, hvor der bl.a. er rødbeder og peberrod i på Femina.dk