Flere uddannelsesforskere og undervisningsminister Christine Antorini (S) peger i søndagens Politiken på, at der er alt for meget uro og manglende disciplin i den danske folkeskole.

Ifølge professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund er det nødvendigt i højere grad at markere over for nogle elever, at deres adfærd er uacceptabel.

»Efter min mening er mulighederne, man har for at straffe eleverne, for få og små. Det gør, at man i dag ser nogle adfærdsformer i skolen, som er helt utilstedelige, og som det er svært at gribe ind over for,« siger han til Politiken og nævner flere eftersidninger og bortvisninger som to sanktionsmuligheder.

Der er i forbindelse med folkeskolereformen, der træder i kraft i år, blevet nedsat et ekspertudvalg, der blandt andet undersøger, hvordan skolerne skaber og håndhæver regler og normer.

Undervisningsminister Christine Antorini mener ikke, at folkeskolen i tilstrækkelig grad sikrer ro og disciplin, og hun håber, at reformen kan rette op på problemet.

»Det er desværre et for stort problem med uro i skolerne i dag. Vi ved, at mange elever synes, der er for meget støj, og at det ødelægger deres muligheder for at lære noget,« siger ministeren til avisen.

Hun mener dog ikke, at det i sig selv skal være et mål, »at der bruges masser af sanktioner«.

I en interviewundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, svarer 75 procent af i alt 750 adspurgte danskere, at skolen i nogen grad, i høj grad eller i meget høj grad har det nødvendige faglige niveau.

Hver femte af de adspurgte mener, at det faglige niveau er for ringe.

Mette With Hagensen, formand for forældreforeningen Skole og Forældre, siger til Jyllands-Posten:

»De fleste forældre er jo glade for deres egne børns skole, men alle de gode historier, der er at fortælle om skolen, er svære at få øje på i medierne«.

Professor Niels Egelund mener derimod, at alt for mange elever forlader skolen uden tilstrækkelig kunnen.

»Hvis danskerne er tilfredse, må det bunde i, at de ikke ved, hvor galt det står til. Fagligheden er ikke god nok i dag,« siger han til Jyllands-Posten.