Seks om dagen. Sådan lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen til voksne og børn over ti år er. Men en ny undersøgelse fra Gartneriernes Afsætnings Udvalg (GAU) viser, at det er de færreste, der følger kostsrådet.

Kun lidt under hver tiende af danskerne får de 600 gram frugt og grønt dagligt, og tallet er faldene. I 2011 fik 8,7 procent af de voksne danskere det ønskede niveau, mens det lykkedes for 9,4 procent i 2010.

- Det er rigtig frustrerende, at det ikke er lykkedes at få endnu flere danskere til at efterleve anbefalingen om at spise mere frugt og grønt. Danskerne kender til kostrådet. Men alt for mange danskerne synes, at grøntsager er for dyre at købe, siger Pernille Bech fra GAU.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) hæfter sig ved, at der er tale om et meget lille fald, og påpeger, at undersøgelsen ikke inkluderer det frugt og grønt, der bliver spist i kantiner og på folks arbejde.

- Vores egne undersøgelser fra DTU Fødevareinstituttet viser, at antallet af danskere, der følger anbefalingen om 600 gram frugt og grønt, ligger på 16 procent og ikke kun de 8-9 procent. Men det ændrer ikke på, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle folk, at de skal spise masser af frugt og grønt, siger Mette Gjerskov.

BNB