Ulykkelig mand ville brænde jobcenter i Odense af
En 45-årig mand forsøgte kort før middagstid torsdag at brænde det kommunale jobcenter på Tolderlundsvej i Odense af.
En 45-årig mand forsøgte kort før middagstid torsdag at brænde det kommunale jobcenter på Tolderlundsvej i Odense af.
Formentlig var det kun den ulykkelige mands fumlerier med børnesikringen på skruelåget af den benzindunk, han medbragte, der forhindrede masser af mennesker i den store bygning i at komme i overhængende fare.
For odenseaneren stod i bogstaveligste forstand klar ved skranken med benzindunken i den ene hånd og lighteren i den anden.
- Det kunne have gået grueligt galt, for det er vores indtryk, at han havde forsæt til at hælde benzin ud og sætte ild til. Gudskelov var der en snarrådig vagt, som fik øje på ham, da han satte benzindunken op på skranken og stod og forsøgte at få skruelåget af. Vagten overmandede ham heldigvis, inden det var for sent, og der blev slået alarm, siger Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi, til bt.dk.
Den kommunale bygning på Tolderlundsvej er ni etager højt og huser kontorer med mange medarbejdere. Den er blandt Odenses højeste bygninger, så det kunne have udviklet sig katastrofalt, hvis den 45-årige kontanthjælpsmodtager og potentielle brandstifter havde lykkedes med sit forehavende.
Lige inden han forsøgte at skrue låget af dunken, truede han de nærmeste med ordene: "Det bliver værst for jer selv!"
- Kort efter at vagten i centeret fik ham overmandet, var vi på stedet og kunne anholde ham. Det er ikke en person, vi kender fra tidligere. Hændelsen skyldes en ulykkelig mand, som står i nogle private problemer, siger vagtchefen.
Den 45-årige odenseaner sidder i øjeblikket til afhøring hos Fyns Politi.
Han er sigtet efter straffelovens alvorligste paragraf om brandstiftelse og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag eller fredag formiddag.