Ulvene gearet til at blive
Det er en toptunet fodbold-virksomhed, der på søndag debuterer i den danske Superliga hjemme på Ikast Stadion mod Lyngby FC.
Det er en toptunet fodbold-virksomhed, der på søndag debuterer i den danske Superliga hjemme på Ikast Stadion mod Lyngby FC.
FC Midtjylland dræbte enhver spænding i 1. division med næsten knusende overlegenhed, og nu skal det så vise sig, om "Ulvene" fra heden kan tage kampen op med de tunge drenge.
Økonomisk har klubben ifølge direktør Jens Ørgaard allerede placeret sig i toppen af den bedste række med sponsorkontrakter for mere end 12 millioner kroner - noget, kun få andre superliga-klubber kan matche.
"Skulle det utænkelige ske, at vi røg ned igen, har vi allerede sikret os vore sponsorer på tre-årige kontrakter, så selv om det selvfølgelig vil blive dyrt at rykke ned, er vi ikke i fare for at falde økonomisk fra hinanden.
Vi er i den situation, at selv om der ikke bor mere end 60.000 mennesker i vores område, har vi et meget engageret erhvervsliv, som gerne vil støtte os økonomisk.
Samtidig har vi valgt at strukturere FC Midtjylland sådan, at vi har dygtige erhvervsfolk til at styre den økonomiske del af virksomheden, mens de mennesker, der har forstand på fodbold, kun beskæftiger sig med netop det," siger direktøren, der ikke er bange for at kendetegne FCM som en virksomhed, der driver en fodboldklub - mere end en fodboldklub, der drives som en virksomhed.
"Det, vi har gjort, kunne alle andre også gøre. Sponsorer og opbakning kommer ikke af sig selv - man er nødt til at opsøge tingene og ofte aggressivt - blandt andet derfor har vi som vel den eneste danske klub tre personer ansat udelukkende til at sælge sponsorater. Har man den rigtige vision og de rigtige mennesker til at udføre opgaven, så kan man sælge alt," siger direktør Jens Ørgaard, der uden at lyde overgearet optimistisk forudser, at debut-sæsonen kun er starten på eventyret.
"Vi har sat som målsætning, at vi vil ud i Europa, inden der er gået tre år, og at vi hurtigt vil være med i toppen af dansk fodbold," slår direktøren fast.
Træner Ove Pedersen råder over en ung og talentfuld trup, der i sommerpausen har fået tilført en portion Superliga-erfaring ved Jens Jessen fra AaB og Jesper Søgaard fra Vejle samt ungdommeligt angrebsmod ved sidste sæsons topscorer i 1. division, U-21-landsholdsangriberen Mogens Laursen fra Randers Freja.
"Vi har allerede vist, at vi var et særdeles godt 1. divisionshold, og nu skal vi så bevise, at vi også er et godt Superliga-hold," siger træner Ove Pedersen, der med en målsætning på minimum en ottendeplads i den kommende sæson lægger afstand til enhver snak om kamp for at undgå nedrykning.
"Da jeg hørte, at Christian Andersen (træner for B93) sagde, at vi skulle være glade for, at Haderslev rykkede med os op, for så var den ene nedrykker allerede fundet, kunne jeg kun ryste på hovedet. Vi skal ikke ligge og kigge på, hvilke klubber vi kan holde under os, for det kan ikke undgå at påvirke spillerne i negativ retning.
Det er også derfor, vi har sat succes-kriteriet ved en ottendeplads, for så markerer vi, at vi er kommet for at blive og ikke har tænkt os at nøjes med at overleve," fortæller Ove Pedersen, der glæder sig over, at FC Midtjylland har haft næsten et helt år til spille- og administrationsmæssigt at forberede sig på tilværelsen som Superliga-hold.
"Jeg er ikke så bange for vores spillemæssige kvaliteter eller vores fysik. Det, der bliver spændende, er, om spillerne har den mentale styrke. Der var ikke ret meget pres på os i sidste sæson, men det bliver der nu - i hver eneste kamp. Det pres kan jeg overhovedet ikke forberede spillerne på. Det er kun de tætte kampe, der kan vise, om spillerne kan klare det, og det er ikke til at forudse - det må tiden vise," vurderer Ove Pedersen.
Op til sæsonstarten har træner Pedersen faktisk kun en enkelt bekymring - den unge fusionsklubs angreb.
"Nu hvor Thomas Ambrosius er solgt, og både Christian Lundberg og Frank Kristensen er væk med skader, er hele det angreb, der i sidste sæson sikrede os oprykning, væk. Lige nu ser det ud til, at vi fra starten af sæsonen stiller med to 19-årige helt fremme - Morten Skoubo og Mogens Laursen.
Begge spillere er unge, talentfulde og aldeles uimponerede, men de mangler noget af den erfaring, stabilitet og giftighed, som en Christian Lundberg står for," vurderer FCM-træneren.
Skulle det vise sig, at der bliver brug for forstærkning af truppen i den kommende sæson, er der fortrøstning at hente i regnskaberne.
Selv om klubben på papiret kom ud med et noget kedeligt resultat for 1999 - et underskud på godt 5,5 millioner kroner - ser direktør Jens Ørgaard mere end almindeligt lyst på tingene.
"I modsætning til mange af de andre klubber på vores niveau, regner vi med at komme ud af dette år med et regnskab, der balancerer. Og det endda med kun et halvt års indtægter fra Superligaen, som unægteligt er noget mere givtig end 1. division.
Alene vores omsætning i klubben, der i 1999 var på godt ni millioner, regner vi med, vil stige til 21 millioner i denne sæson," siger Jens Ørgaard.
Se også: KLUBFAKTA - FC MIDTJYLLAND