Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek røber, at han har været involveret i løsningen af weekendens konflikt ved håndbold-EM i Ungarn mellem Jan Pytlick og landsholdsfløjen Maria Fisker.

Man skal passe på, hvad man siger. Det kan Maria Fisker tale med om.

Således måtte Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, reagere i weekenden, da han erfarede, at EM-landsholdets højrefløj havde kaldt Jan Pytlicks beslutning om, at erstatte knæskadede Marianne Bonde med Louise Svalastog fremfor førstevalget Rikke Skov for ’dårlig stil’ og dermed underminerede landstrænerens autoritet.

Ulrik Wilbek, som ifølge BTs oplysninger har haft parterne indkaldt til samtale, lægger i dette interview på EM-landsholdets hotel i den ungarske provinsby Debrecen ikke skjul på, at sagen irriterer ham.

Optakten til EM har set turbulent ud. Er du enig?

- Der har været en sag. Det er vel det. Optakten synes jeg ikke har været turbulent. Tværtimod synes jeg, at vi sjældent har haft en så god optakt. Tidligere har landsholdet spillet dårligt i turneringerne op til slutrunderne. Det har vi ikke set her.

Men 'Rikke Skov-sagen', hvor Maria Fisker har karakteriseret Jan Pytlick som en dårlig mandskabs-behandler, har sammen med flere andre sager fyldt i medierne i lang tid?

- Jeg synes slet ikke, at sagerne er rullet ud af skabet. Den seneste sag er lukket helt ned nu, og nu koncentrerer vi os om EM.

Du synes altså, at det ikke er noget problem?

- Jo, det har jeg ikke sagt. Men jeg siger bare, at nu er det ikke længere et problem. Nu må vi videre.

Har du været involveret i løsningen af den seneste sag?

- Selvfølgelig har jeg det.

Har du haft en snak med Jan Pytlick og Maria Fisker om sagen?

- De der mere følsomme sager, holder jeg for mig selv. Det er ikke noget, der kommer andre ved. Og i øvrigt har jeg ikke lyst til at tale om sagen mere.

Da du var træner for herre- og damelandsholdene, var der sager, der lignede denne?

- Hvis der i en virksomhed opstår misforståelser, kommer de sjældent på forsiden af aviserne. Det gør det til gengæld, hvis det er sport. Sådan har det alle dage været. Men jeg kan da huske sager fra min egen tid mellem Anja Andersen og mig.

Hvorfor oplever man ikke problemer som disse i andre danske idrætsforbund?

- Jamen, gør man da ikke det? Er det ikke bare på andre måder? Jeg kan da huske, at der har været lidt med en vis hr. Bendtner på fodboldlandsholdet.

Hvor sikkert sidder Jan Pytlick i landstræner-jobbet?

- Mit udgangspunkt er, at han har en kontrakt, der skal opfyldes frem til efter VM (i Danmark, red.) næste år. Og så er den ikke længere.

Er du begyndt at tænke på, hvem der skal afløse ham?

- Selvfølgelig har jeg gjort mine tanker. Men nu er det altså EM, det handler om.

Hvorfor vil du ikke kommentere sagen om Maria Fiskers udfald mod Jan Pytlick?

- Jeg synes, at man skal holde personaleanliggender internt. Sagen irriterer mig. Men den irriterer mig altså ikke mere end, at den irriterer mig...

Tror du, at sagen kommer til at betyde noget resultatmæssigt for Danmark ved EM?

- Slet ikke. Siden vi vandt OL-guld i 2004 har landsholdet ikke været stærkere end nu. Jeg husker, at jeg efter VM i St. Petersborg (i 2005, red.) i BT sagde, at jeg ikke troede, at vi ville vinde medaljer de næste otte år. Jeg blev svinet til, men jeg fik ret. Jeg vidste jo, hvordan de efterfølgende årgange af spillere så ud. Dem, vi nu har sat i spil, er ved at være blevet voksne. De har spillet flere slutrunder og har masser af erfaring. Vi skal stadig huske på, at nøglespillerne på dette hold kun er 25 år.

Landstræner Jan Pytlick vil hverken be- eller afkræfte, at han har været indkaldt til møde med Ulrik Wilbek i den verserende 'Rikke Skov-sag'.

»Jeg kan sige så meget, at Ulrik og jeg under EM er i tæt dialog. Han giver mig indspark til både det ene og andet,« siger Jan Pytlick.

Til sagen om Maria Fiskers kontroversielle udtalelse er han heller ikke meget for at udtale sig.

- Fisker må mene, hvad hun vil, siger Jan Pytlick, der dog ikke lægger skjul på, at han har talt sagen igennem med hende.

- Jeg havde gerne været denne sag foruden. Den gavner ikke holdet. Men fra min side vælger jeg at se fremad. Hvis vi skal klare os godt ved EM, er det vigtigt, at vi holder fokus på det sportslige. Alt andet er uprofessionelt, siger Jan Pytlick.