Det viser nye beregninger, som DR Nyheder har lavet og som Svendborg kommune bekræfter.
Ifølge beregningerne løber regningen til borgerne op i 30 millioner kroner, og den ansvarlige borgmester i Egebjerg, nu Svendborg kommune, Mogens Johansen (S), risikerer et personligt erstatningskrav, vurderer en ekspert.
- Det gør han, fordi han har indgået en ulovlig aftale og dermed tilsidesat de forpligtelser, han har som borgmester, siger Lars Bo Langsted, der er professor i økonomisk kriminalitet og erstatningsansvar ved Aalborg Universitet.
Sagen startede i efteråret 2009, hvor DR-magasinet 21 Søndag afslørede den ulovlige aftale, som Mogens Johansen indgik med Scan-Hide uden om byrådet i 2006.
Aftalen giver garveriet skjult rabat på spildevandsrensning og sender millionregningen videre til borgerne i form af højere spildevandstakster, mens garveriet er sluppet billigere. På papiret er aftalen uopsigelig før 2017.
Statsforvaltningen har tidligere slået fast, at aftalen er ulovlig, fordi den strider med princippet om, at det er forureneren selv, der skal betale.
Hvis borgerne står tilbage med tab på 30 millioner kroner, risikerer den ansvarlige borgmester som udgangspunkt et erstatningkrav på hele beløbet. Typisk vil det dog blive mindre, siger Lars Bo Langsted.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mogens Johansen. Men han har tidligere forklaret, at han indgik aftalen for at bevare arbejdpladserne i kommunen.
I øjeblikket vurderer Statsforvaltningen, om der kan og skal rejses erstatningssag mod Mogens Johansen.