Men selvom der dermed var tale om et historisk interview, benægter Ulla Terkelsen over for B.T., at hun havde nerver på inden udsendelsen.
- Jeg var ikke nervøs, ikke rigtigt, men jeg havde også forberedt mig i tre dage, sagde Ulla Terkelsen til B.T. kort efter udsendelsen var slut.
Samtidig løftede den erfarne journalist sløret for, at hun ikke havde en fastlagt plan for interviewet.
- Nej, jeg hører jo efter, hvad hun svarer, og så reagerer jeg på det, siger Ulla Terkelsen.
Du afbrød Dronningen flere gange, var det en del af taktikken?
- Nej, det gør man jo, når man snakker. Det er jo en almindelig samtale. Det er for, at den skal flyde. Det er for, at der skal komme lidt fut i den, siger Ulla Terkelsen, der gennem sin lange karriere har interviewet alverdens statsoverhoveder.
Hun er meget tilfreds med den blanding, der var i samtalen mellem private betragtninger, om at blive ældre, om verden og om historiske ting.
- Det var meget spændende og interessant, siger hun om mødet med majestæten.
Og det samme var tilsyneladende tilfældet for Dronningen.
- Efter interviewet sagde Dronningen, at det havde været sjovt og interessant, fortæller Ulla Terkelsen.