Ukrainsk politistation stormet: 30 prorussere løsladt
Politiet i den ukrainske sortehavsby Odessa løslod søndag eftermiddag 30 tilbageholdte, efter at politistationen blev bestormet af vrede prorussiske aktivister.
Politiet i den ukrainske sortehavsby Odessa løslod søndag eftermiddag 30 tilbageholdte, efter at politistationen blev bestormet af vrede prorussiske aktivister.
UKRAINE: 30 prorussiske aktivister blev søndag eftermiddag løsladt af politiet i Odessa, efter at politistationen i sortehavsbyen blev stormet af hundredvis af prorussiske aktivister.
Aktivisterne brød døre og vinduer til politistationen ind, samtidig med at de ifølge Reuters råbte, at »russere ikke forlader deres egne«.
De prorussiske aktivister krævede løsladelse af kammerater, der blev fængslet efter uroligheder i Odessa fredag. Her tørnede prorussere og ukrainere sammen i sortehavsbyen, der modsat flere byer i det østlige Ukraine hidtil har været forskånet for uro.
Uroen endte med, at op mod 40 prorussere omkom, da de befandt sig i en fagforeningsbygning, der blev stukket i brand. Efterfølgende blev op mod 130 personer anholdt af ukrainsk politi.
Ifølge Reuters blev politifolkene i Odessa tilbudt et særligt sort og orange ordensbånd - St. George’s bånd - som er et russisk emblem, som symboliserer oprøret. Politifolkene blev ifølge Reuters tiljublet, da de accepterede båndet.
Den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk talte søndag i Odessa, og han beskyldte Rusland for at stå bag fredagens konfrontation i Odessa. Men han rettede også en skarp kritik mod politiet i Odessa for ikke at have håndteret situationen korrekt.