Præsident Janukovitj hævder at have indgået en aftale med oppositionen om en løsning på den blodige strid, der siden tirsdag har kostet 77 mennesker livet. Frankrig advarer dog om, at aftalen ikke er »definitiv«.

UKRAINE: Demonstranterne på Uafhængighedspladsen i Kiev forholdt sig fredag morgen afventende, mens de ventede på nyt om en fredsaftale, der skulle være indgået natten til fredag mellem præsident Viktor Janukovitj og oppositionen.

Nyheden om aftalen kom fra præsidentens kontor, men hverken EU eller oppositionen havde fredag morgen bekræftet, at der var opnået enighed om en aftale. Diplomater fortalte ifølge nyhedsbureauet Reuters, at forhandlingerne havde været »meget vanskelige«.

Udenrigsministre fra Polen, Frankrig og Tyskland sad med ved forhandlingsbordet som mæglere mellem præsidenten og oppositionen.

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, advarede ifølge AFP mod at skrue forventningerne for højt op og sagde, at aftalen ikke var »definitiv«.

Den polske premierminister, Donald Tusk, sagde torsdag aften, at præsidenten havde vist bevægelse og erklæret sig villig til at overveje at fremrykke præsident- og parlamentsvalg.

Ifølge Washingtonpost.com havde Janukovitj ifølge Donald Tusk også erklæret sig indstillet på at danne en overgangsregering og at vedtage en ny forfatning inden sommer.

Torsdag aften blev der lagt ekstra pres på Janukovitj, da USAs præsident Barack Obama og Ruslands ditto, Vladimir Putin, sammen med den tyske kansler, Angela Merkel, opfordrede til at finde en løsning på den tre måneder lange konflikt.

»Kansleren og præsidenterne er nået til enighed om at opfordre til en politisk løsning på krisen i Ukraine så hurtigt som muligt og til en afslutning på blodbadet,« lød det i en erklæring fra den tyske regering, efter Angela Merkel og Barack Obama havde diskuteret sagen i telefonsamtaler med Vladimir Putin.

EUs udenrigsministre besluttede torsdag at indføre sanktioner mod personer, der »står bag krænkelser af menneskerettigheder, vold og overdreven magtanvendelse«. Sanktionerne betyder, at de ansvarlige bliver nægtet indrejse i EU og får indefrosset midler, de måtte have stående på bankkonti i EU.

»Dem, der er ansvarlige for brud på menneskerettighederne, skal stilles til ansvar,« sagde EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

USA bebudede, at man ville følge trop, og at man allerede havde sortlistet 20 ukrainere, der ikke længere kan opnå tilladelse til indrejse i USA.

Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko, der i 2011 blev idømt syv års fængsel for embedsmisbrug, advarede fra fængslet oppositionen mod at forhandle med Janukovitj.

»Jeg kræver, at oppositionen aldrig igen sætter sig ned for at tale med Janukovitj,« lød det ifølge NBC News fra Julia Timosjenko.

Siden tirsdag er 77 mennesker ifølge de ukrainske myndigheder blevet dræbt under de hidtil blodigste kampe mellem demonstranter og politi, siden konflikten begyndte i november. Uroen brød ud, da præsident Janukovitj afviste at indgå en handelsaftale med EU og i stedet valgte at knytte landet tættere til Rusland.

Kampene har forværret den ukrainske økonomi, og fredag offentliggjorde Standard & Poors en ny vurdering, der gav bundkarakterer til Ukraines kreditværdighed.