En talsmand fra Ukraines militær siger, at 49 soldater er blevet dræbt, efter et ukrainsk militærtransportfly natten til lørdag blev skudt ned ved en lufthavn i nærheden af byen Lugansk i den østlige del af landet. Det skriver Reuters.
Ifølge tidligere oplysninger var der 49 om bord på flyet, og det tyder derfor på, at alle er blevet dræbt i flystyrtet. Ukraines forsvarsminister har udtalt, at styrtet skyldes en nedskydning af oprørerne i landet.
Det forulykkede fly er af typen IL-76, og det fragtede ifølge det russiske medie TSN.ua blandt andet faldskærmssoldater, skriver RT.com.
Situationen i Ukraine forbliver intens, efter at separatisterne i landet og regeringsstyrker de seneste uger har kæmpet om herredømmet i flere primært østukrainske områder.
Fredag kom der ifølge USAs regering oplysninger frem om, at Rusland har sendt kampvogne og raketaffyringsudstyr til Ukraine som støtte til separatisterne i den østlige del af landet.
USA og europæiske allierede har truet med at udvide sanktionerne mod Rusland med mindre Moskva stopper med at støtte separatisterne i det østlige Ukraine.