En voldsom stigning af ubehandlede fejl på DSB-tog viser, at de er i langt værre tilstand, end man ellers har antaget.
Det 'chokerer' og 'overrasker' forskere. skriver Ingeniøren, der har fået aktindsigt i en intern rapport, som konsulentfirmaet Valcon har lavet for DSB.
»I lyset af de seneste års fokus på DSB burde den slags ikke kunne forekomme,« siger transportforsker på Aalborg Universitet Niels Melchior.
På bare et år er antallet af ubehandlede fejl på togene steget med 66 procent - og det er endda uden, at IC4-tog er regnet med. Samtidig er driftstabiliteten styrtdykket, viser rapporten.
Mangelfuld ledelse er årsagen til alle fejlene, viser undersøgelsen, som også afslører, at fejlmeldinger på togene er steget med 33 procent fra 2015 til 2016.
Det betyder i hovedtræk, at antallet af forsinkelser grundet tekniske fejl er steget med 61 procent siden 2014. Et af problemerne er, at DSB sender tog tilbage i trafikken med ubehandlede fejl, og derfor opstår problemer igen og igen.
DSB vil nu ansætte flere mekanikere forklarer direktør i DSB Anders Egehus, som erkender problemerne.
»Vi står hver dag i et dilemma mellem at sikre optimal passagerdrift og optimalt vedligehold. På den korte bane er fokus på at levere det bedst mulige produkt til vores kunder i form af tilstrækkeligt med pladser i togene. Den nuværende situation er nok affødt af, at vægten har været for meget på driften,« siger Anders Egehus til Ingeniøren
