Et kæmpe jordhul åbnede sig midt i en af Japans storbyer, Fukuoka.
Folk blev straks evakueret for områderne, og det enorme hul skabte straks bekymring for, om de omkringliggende højhuse kunne styrte sammen, fortæller The Guardian.
»Strømmen forsvandt pludselig, og jeg hørte et højt brag. Jeg gik udenfor og så et kæmpe hul,« fortæller et øjenvidne over for Kyodo nyhedsbureau.
En anden oplevede ikke at måtte nærme sig sin arbejdsplads:
»Vejen er styrtet sammen ved mit arbejde, og nu kan jeg ikke arbejde, fordi vi er blevet evakueret.«
Sammenstyrtningen rev blandt andet elledninger og gasrør over, hvilket fik myndighederne til at advare mod at tænde cigaretter i området af frygt for en gaseksplosion.
Hullet opstod ved 5 tiden om morgenen, men allerede efter nogle timer var det godt 20 meter brede hul blevet fyldt med vand. Der er ingen meldinger om døde eller kvæstede.
Myndighederne mener, at sammenstyrtningen skyldes byggeriet på en undergrundsbane i nærheden.
