I de seneste dage der været flere forskellige teorier om, hvad der skete, da passagerflyet MS804 styrtede ned i Middelhavet med 66 personer ombord.

Ind til nu har der ikke været meldinger om, at piloterne på EgyptAir-flyet, der var på vej fra Paris til Kairo natten til torsdag, foretog nogle nødopkald, inden flyet styrtede ned. Men nye oplysninger, som den franske tv-kanal M6 hævder at være i besiddelse af, giver et andet billede.

Ifølge det franske landsdækkende medie kontaktede piloten Mohamed Said Ali Shoukair kontroltårnet i Kairo, som han angiveligt talte med i flere minutter.

Den desperate pilot sagde ifølge M6, at han kæmpede for at nødlande flyet, da cockpittet var fyldt med røg.

De nye detaljer er direkte i modstrid med de tidligere officielle udmeldinger om, at der ikke var foretaget nødopkald.

Få timer før styrtet foregik alt ellers tilsyneladende helt efter bogen og rutinemæssigt, da MS804 lettede fra Charles de Gaulle-lufthavnen i den franske hovedstad kort før midnat onsdag. Det viser en lydoptagelse, som myndighederne har offentliggjort, og som er blevet tilgængelig på internetsiden liveatc.net, der bringer optagelser af radiokontakt med fly fra hele verden.

De næste dages efterforskning kan måske kaste lys over, hvad der i virkeligheden skete på flyet. Der har tidligere været gisninger om, at det muligvis kan været et terrorangreb, men de seneste ekspert-meldinger går på, at der skulle være opstået en elektrisk brand om bord på flyet få minutter før styrtet.

Data, som MS804-flyet nåede at udsende, afslører, at brandalarmen nåede at lyde i tre minutter, før flyet styrtede i havet. De automatiske satellit-signaler, som flyet nåede at udsende, indikerer, at der var røg flere steder i kabinen.

I et forsøg på at finde vraget fra det styrtede egyptiske passagerfly i Middelhavet har Egypten søndag sat en ubåd ind for at lede efter Airbus A320-maskinen.

Det oplyser Abdel-Fattah al-sisi, Egyptens præsident.

»I dag er eftersøgningsudstyr fra olieministeriet sat ind. De har en båd, der kan nå ned på 3000 meters dybde,« siger præsidenten.

»Vi arbejder hårdt for at bjærge de sorte bokse,« tilføjer præsident al-Sisi.

Der var 66 personer om bord på MS804. Heraf var der ti besætningsmedlemmer. Blandt passagererne var to spædbørn og et barn. Ud over 30 egyptere og 15 franskmænd var der blandt andet også en brite, en belgier og en portugiser på flyet.