29-årig landbrugsmedhjælper måtte befries fra et fodringsanlæg, efter han fik sin fod i klemme i en roterende snegl.
En medarbejder på en gård nær Aabenraa kom lørdag alvorligt til skade, da hans fod blev fanget i en roterende snegl.
Ulykken skete kort efter klokken 18, hvor gårdejeren, der ikke var hjemme på det tidspunkt, fik en automatisk alarm om, at noget var galt i fodringsanlægget.
»Han vidste, at hans medarbejder var i gang med at gøre anlægget rent, så han ringede straks til 112. Vi sendte frigørelsesudstyr, en ambulance, en læge og en politipatrulje derud, og de fandt medarbejderen,« fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 29-årige mand, der havde fået foden og underbenet i klemme i fodringsanlæggets roterende snegl, blev frigjort og sendt til hospitalet. Herfra lyder meldingen, at han er uden for livsfare, men han er meget alvorligt kvæstet.
»Vores teori er, at han har ladet sneglen køre, måske fordi den så er nemmere at gøre rent. Desværre er hans fod gledet, så han er blevet fanget,« siger vagtchefen, der ikke vil komme nærmere ind på den 29-åriges tilstand.
Mandens pårørende er blevet informeret om ulykken og er med ham på sygehuset.