USA: - Det er sjældent, kvinder bliver gravide efter en voldtægt. Hvis det er en voldtægt, så kan kvindekroppen lukke ned for graviditeten.

Sådan lød det for halvanden måneds tid siden fra den republikanske senatorkandidat Todd Akin, der virkelig trådte i spinaten med sin udtalelse.

Og det er langt fra første gang, en republikaner - mere eller mindre bevidst - fortaler sig.

Senest har det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Paul Broun også dummet sig. Han tror hverken på Big Bang-teorien eller evolution, lod han i sidste måned forstå, da han deltog i et møde i en baptistkirke.

Begge teorier kommer »lige lukt fra helvede«, lød det fra den lægeuddannede Broun, der håber på at blive genvalgt til november, hvor der foruden det amerikanske præsidentvalg også er valg til de to kamre i Kongressen.

Og han stoppede ikke der: Teorier om jordens opståen fra bittesmå partikler og forståelsen af, at mennesker nedstammer for aberne er »løgne, som skal forsøge at afholde mig og alle andre mennesker, der er blevet belært om det, fra at forstå, at vi har brug for en frelser«, fastslår Paul Broun ved mødet i kirken. Det er blevet filmet af en deltager, og fredag fandt udtalelserne så frem til youtube.

Her kan man også høre ham fastslå, at han som videnskabsmand har fundet data, der viser, at Jorden ikke er ældre end 9.000 år, og at den blev skabt på seks dage - akkurat, som det fremgår af Biblen.

I sit politiske virke er Broun medlem af videnskabsudvalget i Repræsentanternes Hus. Og hans pressedame har efterfølgende ihærdigt forsøgt at nedtone udtalelsen, skriver Reuters.

- Doktor Broun talte uden for citat til et stor gruppe kirkegængere, og han talte om sin personlige overbevisning, når det gælder religiøse problemstillinger, siger Meredith Griffanti.

De bemærkelsesværdige kommentarer har dog allerede fået sit eget liv, og i sidste end, kan de gå hen og skade Det Republikanske Parti.

Her kæmper medlemmerne i staten Arkansas i forvejen med to partifæller, som har gjort sig uheldigt bemærket.

Den ene er Jon Hubbard, der 2009 udgav en kontroversiel bog. Heri skriver han blandt andet, at sorte amerikanere burde sætte større pris på slaveriet.

- Slaveriet som institution, som den sorte race længe har ment var en vederstyggelighed, kan i virkeligheden have været en velsignelse i forklædning, lyder det i bogen, hvor Jon Hubbard også påpeger, at sorte har det bedre i USA end i Afrika.

Han fremsætter desuden også en anden generalisering omkring den afro-amerikanske befolkning.

- Ville sorte i USA i dag ikke leve mere behageligt og vellykket, hvis blot de lærte at sætte pris på værdien af god uddannelse, spørger Hubbard, som selv er pensioneret lærer.

Men Broun og Hubbard er ikke de største hovedpiner for de mere moderate kræfter i Det Republikanske Parti.

Partifællen Charles Fuqua, som håber på at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus, kan nemlig også være med, når det gælder kontroversielle udtalelser.

I bogen »Guds lov: Den eneste politiske løsning«, som udkom i april, langer Fuqua kraftigt ud efter muslimer.

- Jeg ser ingen anden løsning på det muslimske problem end at fordrive alle tilhængere af denne religion fra USA, skriver han ifølge avisen The Arkansas Times.

Ifølge Reuters har Det Republikanske Parti i Arkansas undsagt både Fuqua og Hubbards udtalelser.

- De indberettede erklæringer fra Hubbard og Fuqua er stærkt krænkende for mange amerikanere og afspejler ikke de synspunkter, som Det Republikanske Parti i Arkansas har, skriver formand Doyle Webb i en pressemeddelelse.

Han bruger dog samtidig lejligheden til at lange ud efter Demokraterne, som han beskylder for at ville henlede offentlighedens opmærksomhed på de to bøger.