Anders Fogh Rasmussen har høstet stor anerkendelse for sin indsats som generalsekretær i NATO og blev onsdag belønnet med en etårig forlængelse. Men det er langt fra optimalt for NATO, at den tidligere danske statsminister bliver på posten.

Det vurderer Trine Flockhart, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Det er meget uheldigt med et ledelsesskifte i NATO 1. august 2014, da det ligger lige op til, at NATO trækker kamptropperne ud af Afghanistan ved udgangen af 2014, og så er det i en opstart til en ny mission i Afghanistan, siger hun med henvisning til NATO Training Mission, der afløser militærmissionen.

Seniorforskeren mener, at NATO ville være bedre tjent med, at Anders Fogh Rasmussen gik af som planlagt 1. august 2013, og hun undrer sig over, at militæralliancen ikke prioriterer kontinuiteten og de opgaver, som den kommende FN-generalsekretær skal løse, højere.

- Lige på det tidspunkt, hvor Anders Fogh Rasmussen trækker sig tilbage, og der kommer en ny generalsekretær, er det tidspunkt, hvor der er mest brug for kontinuitet i NATO, understreger Trine Flockhart.

Hovedpersonen selv kan dog ikke se noget problem i timingen, da alt er afstemt både i forhold til exit fra Afghanistan og opstarten på den nye mission.

- De beslutninger, som ligger til grund for afslutningen af kampoperationen, er taget, og det giver god mening, at en efterfølger kan være med til at planlægge træningsmissionen, sagde Anders Fogh Rasmussen til pressen på NATOs hovedkontor i Bruxelles i kølvandet på forlængelsen.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er enig med Trine Flockhart i, at et lederskifte i NATO kan komme til at skabe en smule turbulens, men:

- I august 2014 er sporene for den fremtidige indsats i 2015 og fremefter lagt, og de politiske debatter vil være taget, så på den måde vil det ikke komme til at »rock the boat«. Det er ikke et problem, der ikke kan håndteres, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen pointerer ligesom forsvarsministeren, at alle aftaler om tilbagetrækningen fra Afghanistan og opstarten af den nye mission er på plads, når Anders Fogh Rasmussen stopper som generalsekretær.

- Der kører et stort bureaukrati under Fogh, der laver al den slags teknik, når først de store beslutninger er handlet af, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han går over i den modsatte grøft og kalder det direkte gavnligt, at Fogh stopper blot fem måneder før, at den NATO-ledede ISAF-styrke trækkes ud af Afghanistan i stedet for et år og fem måneder før.

- Det er snarere en fordel for alliancen, at der bliver endnu et års arbejdsro, inden man for alvor skal til at slås om, hvem der skal være hans efterfølger, siger Peter Viggo Jakobsen.

Kort efter offentliggørelsen af forlængelsen udtrykte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også glæde på både Danmarks og Afghanistans vegne.

- Med forlængelsen af Anders Fogh Rasmussen sikres også kontinuitet i omstillingen af NATOs indsats i Afghanistan, lød det i en pressemeddelelse.

Posten som NATOs generalsekretær er som udgangspunkt begrænset til fire år, men der er mulighed for en enkelt forlængelse på et år.