Ugandisk homolov splitter politikerne
Udviklingsministeren vil ikke presse Uganda til at opgive en omstridt homolov ved at true med at stoppe dansk bistand til landet. Men det er det eneste rigtige, mener oppositionen.
Udviklingsministeren vil ikke presse Uganda til at opgive en omstridt homolov ved at true med at stoppe dansk bistand til landet. Men det er det eneste rigtige, mener oppositionen.
Udviklingsminister Christian Friis Bach bliver mødt med kritik, fordi han ifølge kritikerne ikke gør nok for at forhindre vedtagelsen af en ugandisk lov, der strider mod menneskerettighederne. Det skriver Politiken.
Tidligere udviklingsminister Søren Pind (S) har tidligere gjort det klart over for Uganda, at hvis de gennemfører en lov, der har til formål at straffe homoseksualitet - muligvis med dødsstraf - så vil det påvirke den danske bistandshjælp til landet. Men det spor vil Christan Friis Bach ikke følge, og det ærgrer Søren Pind.
- Jeg meddelte Uganda sidste år, at det ville få en klar økonomisk konsekvens, hvis den lov blev vedtaget. At vi ikke kunne opretholde det niveau, vi havde, og måden, vi gjorde det på. Der skal være en klar konsekvens. Vi kan ikke operere et sted, hvor man slår homoseksuelle ihjel, fordi de er homoseksuelle, siger han.
Danmark er verdens tredjestørste yder af bistandshjælp til Uganda, der årligt modtager 300 millioner kroner i dansk støtte. Men trods det store beløb mener udviklingsministeren, at det vil være gammeldags og ineffektivt, at bruge trusler på pengepungen for at undgå det kontroversielle lovforslag. Han understreger, at danske diplomater arbejder på at påvirke processen i Uganda.- Den bedste måde at gøre det på er ikke ved at true med at stikke af, men ved at true med at blive, siger han til Politiken.
Det var den ugandiske parlamentariker David Bahati, der i sidste måned valgte at genfremsætte lovforslaget, som i øjeblikket behandles i en komité i det ugandiske parlament. Og meget tyder på, at den trods internationalt pres kan blive gennemført.
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at Danmark skal gøre det helt klart, at en vedtagelse vil få økonomiske konsekvenser. Det har den britiske premierminister David Cameron gjort. Men det kan ende med at skade de homoseksuelles sag endnu mere, end det gavner, lyder det fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.
- Jeg er ikke tilhænger af at true med at gå, for det vil være et tveægget sværd. Det vil gå ud over de fattige eller måske nogle landbrugsgrupper eller de handikappede. Hvis de homoseksuelle bliver beskyldt for det, vil de blive lagt endnu mere for had, siger projektansvarlig Richardt Heers.