Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har mødt netop afdøde Nelson Mandela i flere omgange. Blandt andet til en rockkoncert i Tromsø.

Nelson Mandela havde en svag, mild og rusten stemme, men folk lyttede, når den afdøde sydafrikanske frihedskæmper åbnede munden.

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har haft flere møder med Nelson Mandela, der især imponerede den tidligere Venstre-politiker under en musikfestival i Tromsø i juli 2005, hvor flere end 16.000 feststemte nordmænd var mødt for blandt at høre Saybia og Annie Lennox.

»Forestil dig en midnatskoncert i Tromsø med 16.000 fulde nordmænd. Det var fantastisk. Da han (Nelson Mandela, red.) kom på scenen og skulle tale om sit aids-projekt, blev der fuldstændig stille. Han talte med den der lille sprukne stemme, der er ødelagt af arbejdet i stenbruddet. Jeg har aldrig hørt så mange mennesker være så stille på samme tid, og da han var færdig brølede bifaldet jo,« siger Uffe Ellemann-Jensen og fortsætter:

»Det var den virkning, han havde på mennesker. Han vakte respekt, og man hørte efter«.

Nelson Mandela var i Tromsø i forbindelse med det vaccine-projekt for HIV-smittede, som han havde sparket i gang med støtte på en milliard dollar fra Microsoft-stifter Bill Gates. Under besøget i Norge overdragede Nelson Mandela posten som bestyrelsesformand for programmet til sin kone Graca Machel. Uffe Ellemann-Jensen var en del af bestyrelsen og var derfor med til festivalen i Norge.

Men det var langt fra første gang, at et af Danmarks største navne på den politiske scene mødte en af de største politiske navne på den verdenspolitiske scene.

Kort efter Nelson Mandelas løsladelse i februar 1990 sad Uffe Ellemann-Jensen til bords med Winnie Mandela, da hun sammen med sin mand var i Sverige for at besøge den daværende ANC-leder, der var indlagt på et svensk hospital. Og i den anledning havde Nelson Mandela arrangeret et møde med de nordiske udenrigsministre. Inden Uffe Ellemann-Jensen forlod den post, og endnu inden Nelson Mandela var blevet sydafrikansk præsident, skulle de mødes i Johannesburg, hvor Uffe Ellemann-Jensens kone, Alice, også var med. Og hvor Winnie Mandela også skulle have været ved morgenbordet.

På vej til mødet finder Alice og Uffe Ellemann-Jensen dog - via radioen - ud af, at Nelson og Winnie Mandela er blevet separeret.

»Vi tænker jo fandens også, der røg den aftale. Men nej, han kom og spiste morgenmad med os og undskyldte, at han var lidt »sad«. Så sad han og forklarede om de problemer, han havde at slås med og om sin tro på forsoning. Det var fantastisk at høre,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han havde i forbindelse med Sydafrikas overgang til flertalsstyre flere møder med Nelson Mandela, hvor daværende udenrigsminister i Portugal Jose Manuel Barroso også var med, da Danmark blandt andet bidrog med rådgivning fra eksperter i folkeret.

Uffe Ellemann-Jensen er ikke i tvivl om, at det er en af de helt store, der netop er død.

»Han har betydet utroligt meget som rollemodel, da han har præsteret det kunststykke at stå i spidsen for en udsoningsproces, der jo gjorde, at det blev en stilfærdig udvikling af et nyt samfund, i stedet for det blodige opgør, som man havde ventet i Sydafrika,« siger den tidligere Venstre-formand, der har svært ved at pege på nogen, der har nydt lige så stor international respekt som Nelson Mandela.

Nelson Mandela har ikke blot efterladt et enormt aftryk på sydafrikansk historie. Han har også efterladt et meget positivt menneskeligt indtryk hos Uffe Ellemann-Jensen.

»Han var et meget mildt og tænksomt menneske. Han havde et blik, der fortæller, at han havde set alverdens grimme ting. Man kunne mærke på ham, at han var en høvding, og der var en fantastisk ro over ham. Han var rolig, velovervejet og vis,« siger Ellemann-Jensen.