Uffe Bech fortæller nu, at han har hørt om interessen fra den tyske Bundesligaklub Hannover 96.
Søndag kunne BT via flere kilder afsløre, at U21-landsholdets Uffe Bech kan stå over for at skifte FC Nordsjælland ud med tyske Hannover 96 denne sommer.
Den tyske klub er ifølge BTs oplysninger så interesserede i kantspilleren, at den i øjeblikket forbereder i bud på omkring 11 millioner kroner for Uffe Bech.
Nu fortæller hovedpersonen selv, at han har hørt, at der skulle være bud efter ham i Hannover 96.
»Jeg har hørt, der er noget interesse fra Hannover, men andet kan jeg ikke diskutere lige nu. Nu fokuserer jeg på at holde ferie og så må vi tage alt det andet, når jeg kommer hjem,« siger Uffe Bech til TV2 Sport.
Selvom han ikke vil fortælle, om Hannover 96 kunne være noget for ham, så bekræfter Uffe Bech, at han gerne vil til udlandet.
»Jamen, helt sikkert. Det har jeg sagt fra start af, at jeg gerne vil ud og prøve på et tidspunkt. Men igen, alt det tager jeg mig af, når jeg vender hjem fra ferie,« siger han.
Ifølge BTs oplysninger beslutter Hannover 96 på et møde mandag, om de vil gøre alvor af interessen for danskeren og sende et bud til FC Nordsjælland.
