Verdens bedste fodboldspiller Cristiano Ronaldo er ikke god nok til at komme med på UEFAs All Star-hold, som er blevet sat på baggrund af den netop afsluttede EM-kvalifikation.
Portugiseren scorede ellers fem mål i blot seks kampe og var en stor del af årsagen til Portugals sikre førsteplads i gruppe I. Ronaldo må vige pladsen for blandt andet holdkammeraten i Real Madrid, Gareth Bale, der var med til at sikre Wales' første deltagelse i en slutrunde siden 1958.
Generelt er All Star-holdet, bestående af 11 startende samt syv reservespillere, ikke præget af de klassiske stormagter i europæisk fodbold. Således er miniputnationer som Wales, Island, Østrig og Nordirland alle repræsenteret blandt de bedste 11.
Både Wales, Polen, Rumænien og Belgien er blevet belønnet for deres fornemme kvalifikationsturnering og har hver to spillere med på holdet. Derudover er superbomberen Robert Lewandowski fra Polen naturligvis også en del af holdet. Lewandowski nåede op på hele 13 mål i sine 10 kampe, hvilket var nok til titlen som EM-kval'ens topscorer.