Grækenland balancerer konstant på kanten af statsbankerot, Spanien slår rekorder i arbejdsløshed, og i Storbritannien er godt tyve pct. af det offentlige budget sparet væk. Europæerne har for alvor mærket finanskrisen de sidste år, og det går i stigende grad ud over udviklingslande i hele verden
For i takt med at livremmen er blevet spændt grundigt ind i de europæiske stats-budgetter, er udviklingsbistanden blevet beskåret kraftigt.
I Grækenland er 40 pct. af udviklingsbistanden strøget, og i Spanien, der før var den sjette største bidragsyder i Europa, er godt en tredjedel af budgettet blevet beskåret. Samlet er den europæiske udviklingsbistand faldet med 1,5 procent hen over de sidste ti år, konkluderer en rapport fra bistands-vagthundenen, Data.
I rapportens konkluderende afsnit udtrykkes der stor bekymring over udviklingen.
- Tallene viser, at det ikke kun er europæerne, der for alvor rammes af krisen, men at også nogle af verdens fattigste mennesker må tage konsekvensen. I takt med at tilbageholdenheden har bidt sig fast i Europa, kan vi se konsekvenserne for de livsnødvendig bistandsprogrammer, skriver Data.
Og det er specielt den faldende bistand til afrikanske lande, der vækker bekymring.
- De lande, som vi virkelig er bekymrede for, er for det meste i Afrika - for eksempel Mozambique, Tanzania og Malawi. De har brug for bistand lige nu og her, da den redder liv hver eneste dag i de her lande, siger en af rapportens forfattere, Adrian Lovett, til BBC.
De europæiske lande står for lidt over halvdelen af den samlede udviklingsbistand i verden, og mange af dem er tæt på at ramme FN-målet om at bruge 0,7 pct. af BNP på bistand - et kriterium, som Danmark langt overgår.
De største givere af udviklingsbistand i Europa er:
1) Tyskland: 83 milliarder kroner om året (0.39 pct af BNP)
2) Storbritannien: 80 milliarder kroner om året (0.55 pct. af BNP)
3) Frankrig: 71 milliarder kroner om året (0.42 pct. af BNP)
Danmark (0,86 pct. af BNP), Sverige (1.02 pct. af BNP), Holland (0.75 pct. af BNP) og Luxembourg (0.99 pct. af BNP) har alle opnået og overgået målet om at bruge 0,7 pct. af BNP på bistand.
De europæiske lande gav til sammen knap 400 milliarder kroner i udviklingsbistand i 2011.
