Det er slut med fodboldkampe på det over 100 år gamle White Hart Lane, der på mange måder er nedslidt og har sine fejl og mangler. Fra 2018 står et spritnyt stadion klar til Tottenhams spillere - og ikke mindst fansene.

Der har nemlig ikke været helt gode forhold for mange af dem, selv om stadion har været elsket, og fansene søndag tog en tårevædet afsked med det.

En enkelt fan tog vel nok den sjoveste afsked af alle, da han på Twitter lagde et billede ud fra den plads, han har siddet på i 10 år. Bag en stolpe, der har dækket hans udsyn, så han ikke kunne se det ene mål, medmindre han rykkede sig.

»Kære stolpe. Tak for de (tabte) minder. 4. februar 2007 til 14. maj. 2017,« har han skrevet på papir og hængt op på stolpen.

Siden søndag aften har hans tweet fået omkring 2.000 likes, og folk hylder ham for den gode humor.

»Det er genialt. Den stolpe har været skyld i, at du har misset mange gode mål,« skriver Tony Rumsey, mens brugeren Suzy bare nøjes med at sende klapsmileys.

Runch er selvfølgelig ikke den eneste, der har haft det problem, bemærker brugeren Stan Worthington, der også har haft en plads foran en stolpe på White Hart Lane.

»Jeg kender hans (stolpens, red.) fætter ved L4. Du burde komme og besøge ham engang,« skriver han.

Robert FC har gang i galgenhumor og skriver:

»Bare rolig, du er ikke gået glip af noget betydeligt.«

Tottenham med Christian Eriksen vandt sin sidste kamp på banen med 2-1 over Manchester United.