Vores statsminister lever i et meget omtalt ægteskab. Husbonden, Stephen Kinnock, bor og arbejder i Genève fra mandag til fredag som direktør i World Economic Forum, mens Helle Thorning-Schmidt og parrets to børn bor på Østerbro i København. I weekenden returnerer Stephen Kinnock til Danmark og er sammen med sin familie.

Denne måde at leve på er statsministerens familie ikke ene om. Flere danske ægtepar lever i såkaldte »pendlerægteskaber«, hvor parret har base og bor i Danmark, men hvor én af parterne arbejder og bor i udlandet alle ugens hverdage, skriver Berlingske.

Selv om der endnu ikke er lavet danske undersøgelser af præcist hvor mange danske familier, der lever efter denne model, er det en tendens, flere af de store danske virksomheder med aktiviteter i udlandet kan nikke genkendende til.

Personaleafdelingerne i blandt andet Nordea, Danske Bank og Mærsk oplyser til Berlingske, at pendlertilværelsen i højere grad end tidligere bliver valgt af deres udstationerede medarbejdere, der hellere vil pendle mellem to lande frem for at flytte hele familien til arbejdslandet. Hos Mærsk ser Maria Pejter, der er senior director i koncernens HR-afdeling, overordnet to årsager til, at tendensen er blevet mere almindelig:

- Dels er der i dag ofte to karrierer at tage hensyn til i et ægteskab, som gør det mindre attraktivt at rykke en hel familie op med rode, og dels er vi som virksomhed nødt til at være fleksibel, hvis vi vil være en attraktiv arbejdsplads og tiltrække de dygtigste. Så må vi være åbne for, at man kan lade familien blive hjemme og pendle mellem arbejdsland og hjemland, siger hun.

Hun bliver bakket op af Nordeas personaleafdeling:

- Vi ser flere medarbejder, der lever en sådan pendlertilværelse. Det er et udtryk for, at vi lever i en mere globaliseret verden, hvor infrastrukturen understøtter denne livsstil. Og også at der i højere grad end tidligere er efterspørgsel på specialiseret dansk arbejdskraft i udlandet, siger personalechef Niels Gregers Hansen.

Det amerikanske konsulentfirma Brookfield Global Relocation Services, der beskæftiger sig med udstationering, har undersøgt udstationeringstendenserne for 2011, og af rapporten fremgår det, at antallet af udstationerede, der tager familien med til udlandet er faldet på verdensplan på trods af, at antallet af udstationeringer faktisk er steget.