Simon Makienok har skiftet en svær tilværelse som breddespiller uden mulighed for spilletid i Palermo ud med ny luft i Charlton, og lørdag eftermiddag kom hans første mål for klubben i en 2-1-sejr over Hull.

Kampen hjemme på The Valley var Simon Makienoks fjerde optræden i Charlton-trøjen, og trods flere fine præstationer for Championship-klubben måtte den danske angriber konstatere, at tilliden til ham endnu ikke er helt i top hos fansene.

Flere dårlige aktioner i første halvleg førte nemlig til tilråb mod den blonde dansker, men efter 52 minutter sørgede han for at få hele stadion med sig, da han med et flyvende hovedstød fik bolden i mål.

Den scoring var tæt på at holde resten af kampen, men i næstsidste minut udlignede indskiftede Abel Hernández for gæsterne.

Simon Makienok var imidlertid ikke til at stoppe, og han fik for alvor tilskuerne over på sin side, da han dybt inde i overtiden lagde bolden til rette for holdkammeraten Johann Berg Gudmundsson, som sørgede for sejren.

Samtidig med den personlige succes kan Simon Makienok glæde sig over, at Charlton efter fire kampe uden nederlag blander sig i toppen af Championship med otte point.