Den tidligere ghanesiske landsholdsspiller Kevin-Prince Boateng er degraderet fra førsteholdet i Schalke. Nu har han fået lov til at træne med i sin tidligere klub AC Milan, der dog hævder, at der kun er tale om en vennetjeneste, og at en kontrakt med den flamboyante spiller ikke er på tale.
Siden torsdag har Schalkes Kevin-Prince Boateng trænet med i sin tidligere klub AC Milan fra Italien. Men udsigten til et skifte til klubben til vinter har dog lange udsigter, mener Bild at vide.
Ifølge det tyske medie har italienske kilder ladet vide, at der blot er tale om en vennetjeneste overfor den tidligere spiller. AC Milans træner, Sinisa Mihajlovic, og klubbens vice-præsident, Adriano Galliani, tvivler angiveligt på, om midtbanespilleren kan komme sig over en skade i venstre knæ.
I Schalke har Kevin-Prince Boateng været udelukket fra førsteholdet på grund af efterspillet på et nederlag i en Bundesliga-kamp i maj sidste sæson. Det er ikke første gang, at ghaneseren har været i disciplinære problemer. Under VM i Brasilien blev han og Sulley Muntari smidt af Ghanas landshold og blev sendt hjem fra VM.
Den 28-årige ghaneser hæver ifølge Bild en grundløn på cirka 37 mio. kr., og spørgsmålet er, hvor længe Schalke har råd til at holde ham udenfor førsteholdet. Kontrakten mellem Kevin-Prince Boateng og Schalke løber indtil sommeren 2016.