Alice Lauridsen fik sit hus raseret af asylansøgere, da hun lejede det ud gennem Udlændingestyrelsen. Nu advarer udlejernes forening kraftigt mod at leje ud til asylansøgere.
Lige nu er både kommuner og Udlændingestyrelsen ude og opfordre til, at private lejer deres bolig ud til asylansøgere, fordi der mangler boliger til dem. Men det lykkes de forhåbentlig ikke med, hvis det står til udlejernes repræsentant.
»Jeg håber, at vi får en aktie i, at de ikke har held med det, og jeg vil være enormt ked af at behandle flere sager som Alice', så vi går ud igen og igen og advarer imod det, for jeg tror ikke nogen af de her sager har en lykkelig slutning,« siger formand for SAPU, Sammenslutningen Af Private Udlejere, Mark Møller Jensen.
Fik hus raseret
Meldningen kommer i kølvandet på, at udlejeren Alice Lauridsen fik sin bolig i Brøns ved Ribe fuldstændig smadret, da hun gennem fire måneder fra november til april lejede et feriecenter ud til omkring 100 asylansøgere gennem Udlændingestyrelsen.
De lavede ifølge hende skader for over en million, mens Udlændingestyrelsen har regnet sig frem til, at skaderne vil koste omkring en halv million. Og det helt store problem er, at man lejer ud gennem en anden instans til personer, der ikke kan holdes ansvarlige for ejendommen.
»Ansvaret er fuldstændig koblet fra, da de ikke selv hæfter for ejendommen. De her mennesker kommer ind og får stillet en bolig til rådighed, og så kan de gøre, hvad de vil. Alt hvad de laver af ballade skal dækkes af det offentlige, for de har ingen penge, når de kommer her,« siger Mark Møller Jensen.
Lavede bål i stuen
Ifølge lejekontrakten måtte Alice Lauridsen ikke gribe ind, da asylansøgere ifølge hende tissede på gulvene, rev møblerne fra hinanden og lavede bål i stuen.
Og hvis man endelig skal kaste sig ud i den slags udlejning, skal man sørge for at have helt tjek på papirarbejdet og ens rettigheder, anbefaler SAPU.
»Problemet er, at der er flere parter inde over, så hvis man skal begive sig ud i det her, skal man saftsusemig sørge for at få taget billeder, gennemgå lejekontrkaten med en kyndig og have styr på papirerne.«
Udlændingestyrelsen har i en mail til BT skrevet, at de er ærgerlige over, at Alice Lauridsen ikke har følt sig godt behandlet.
Udllændingestyrelsen fastholder, at retableringsudgifterne er blevet fastsat af et arkitektfirma til 560.000 kr., hvilket de holder fast i. De oplyser, at de er i dialog med Alice Lauridsen om yderligere undersøgelse af centret.
