De få ord alene fortæller ret præcist, at Christian Eriksen havde en ganske fortrinlig aften på Amsterdam Arena onsdag aften, da Manchester City blev sendt hjem med et nederlag.

Men rundt om i den store fodboldverden vil de gerne sætte flere ord på Christian Eriksens indsats og i øvrigt smide flotte karakterer efter ham.

Blandt andet det store fodboldsite goal.com, der sætter en stor ære i at give karakterer, er ude med de helt store roser.

Ud for danskerens navn er der sat en stor fed stjerne for først og fremmest at indikere, at han er deres 'Man of the Match', og til karakteren fire ud af fem får han følgende ord med på vejen:

- Viste nogle fantastiske boldberøringer tidligt i kampen og sparkede to forsøg forbi Joe Harts mål før City tog føringen. Blev tvunget længere tilbage på midtbanen som tiden gik, og det blev sværere og sværere for ham at komme ud af kløerne på Yaya Toure og Gareth Barry, men han viste et sidste glimt af genialitet, da han driblede sig forbi to forsvarsspillere, inden han scorede det afgørende mål, skriver goal.com.

Anderledes hårde er de ved de øvrige danskere i aktion. Såvel Christian Poulsen og Lasse Schøne får kun 2½ stjerne ud af fem, og kun én anden Ajax-spiller vurderes til at have gjort det dårligere end dem.

På Guardians bruger-karakterer er Schøne og Poulsen at finde i midterfeltet, mens Christian Eriksen i den grad har imponeret. For det første er han den spiller, som flest brugere har gidet stemme på, og det har de åbenbart haft lyst til for at tilkedegive, at de kunne lide, hvad de så.

På en skala fra 1-10 er Eriksen med sit samlede 9-tal nemlig tæt på at være helt oppe at kysse toppen af skalaen. Blandt skysports.com's brugere er der også masser af kærlighed at hente for Eriksen, der får 8,8 på 10-skalaen, men her er der også generelt stor henrykkelse for den generelle danske indsats.

Schøne og Poulsen får henholdsvis 8,8 og 8,5 af brugerne, der på den led sørger for, at den danske trio stikker afsted med de højeste karakterer af alle aktører i kampen.