En placering som nr. seks. De europæiske bettingfirmaer er nogenlunde enige om, at det er, hvad der venter Basim 10. maj i Melodi Grand Prix-finalen på Refshaleøen i København.

Nu hvor alle 35 deltagermelodier er fundet, er bettingfirmaerne begyndt at byde ind med odds på alle lande. Det fremgår af sitet oddschecker.com, og er beregnet ud fra et gennemsnit af hele 23 bettingfirmaers bud - bl.a. Bet315, William Hill og Ladbrokes,

Basims ’Cliché Love Song’ er det mest ligefremme, popglade bidrag i grandprixet i årevis. Står det til bookmakerne, er Europa mere til ballade i år.

Firmaerne er stort set enige om at placere Armenien, Norge og Sverige som nr. 1, 2 og 3. Alle tre lande stiller op med ballader.Og Basim tipper de til en 6. plads.

Alles nye darling

Armenien er kommet ind med ekspresfart, efter den lokale tv-station har fundet frem til en sanger, der kalder sig mp3. Hans dramatiske ballade ’Not Alone’ er alles darling blandt bookmakerne. Trods eller på grund af tydelig inspiration fra Michael Jacksons ballade’ You’re Not Alone’.

Det norske bidrag har haft bookmakernes opmærksomhed, inden den overhovedet blev fremført af Carl Espen på norsk tv. Espens ’Silent Storm’ er en meget stille, underspillet mol-ballade i Agnes Obel- eller James Blake-stilen. Alt efter temperament.

Den stilfærdige norske melodi har en stærk støtte i sidste års danske vinder, Emmelie de Forrest.

- Den kommer til at vinde det hele, har hun sagt.