Jim Marshall, der blev kaldt »The Father of Loud«, og hvis forstærker bliver brugt af utallige af klodens mest kendte musikere, døde i en alder af 88 år. Det skriver engelske BBC torsdag.

Marshall, der oprindeligt ejede en musikbutik i London, stiftede for 50 år siden firmaet Marshall Amplification. Han begyndte i starten af 1960erne at bygge sine første forstærkere og skabte langsomt det, der senere skulle blive kendt som »Marshall-lyden« blandt guitarentusiaster og rocknørder verden over.

Kendte rocklegender som Jimi Hendrix og Kurt Cobain har brugt hans forstærkere, og på Twitter bliver han mindet af en af de mest kendte nulevende guitarister, den tidligere Guns N’ Roses-guitarist Slash.

- Nyheden om Jim Marshalls død berører mig dybt. Rock and roll bliver aldrig det samme uden ham. Men hans forstærkere vil leve videre for altid, skriver Slash.

BNB