Røde tal på bundlinjen, gentagne sparerunder og stadig mindre undervisning - det er virkeligheden mange steder på de uddannelser, der skal udklække fremtidens lærere, pædagoger og socialrådgivere, skriver Politiken.

Sammenlægninger af blandt andet en lang række selvstændige seminarier til store professionshøjskoler skulle ellers give mere effektivitet. Men især de største professionshøjskoler bruger nu på fjerde år efter sammenlægningerne op til 17 procent af budgettet på administration. Til sammenligning bruger universiteterne lidt over 10 procent, viser sidste års regnskaber.

Det er stik imod hensigten, siger professor og uddannelsesforsker Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet:

- Det var et vigtigt argument for fusionerne fra ministeriet, at man ville reducere de administrative omkostninger - det har man så ikke fået gjort, siger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er heller ikke tilfreds.

- Der er stor forskel på, hvor mange undervisningstimer skolerne kan vride ud af de samme budgetter, og der er eksempler på noget, som langtfra er godt nok, siger han og bebuder, at han vil indføre målbare krav til bedre kvalitet i undervisningen de kommende tre år.

Med over 60.000 studerende står professionshøjskolerne i dag for en stor andel af de videregående uddannelser. Men blandt underviserne ulmer frustrationerne:

- I stedet for mere og bedre undervisning har vi fået masser af administration, siger Hans Beksgaard, fællestillidsrepræsentant for skolernes undervisere i Dansk Magisterforening.

Professionshøjskolen Metropol i København har rekord med 17 procent til administration. Men rektor Steffen Hermann mener, at udgiften er berettiget i betragtning af den komplekse fusionsproces, som langtfra er fuldbragt endnu:

- Vi ligger kun en lille smule over, hvad vi gjorde før fusionen. Og det har jeg det fint med, for vi er i gang med at lave bedre uddannelser med en mere professionel ledelse og administration, siger han.

Mens universiteterne i disse år præsterer store overskud og polstrer egenkapitalen til magre år, kan professionshøjskolerne kun med nød og næppe få det til at løbe rundt, og to af de syv professionshøjskoler, UCC og UC-Syddanmark, har direkte underskud på bundlinjen. Samtidig har skolerne måttet gennemføre gentagne fyringsrunder - især to af dem, UCC og UC-sjælland har været hårdt ramt.

- Konsekvensen er færre ressourcer til undervisningen og færre undervisere, siger Hans Beksgaard til Politiken.

BNB