Wilco har på deres seneste tre plader ikke haft ambitioner om andet end at skrive simple popsange i countryrock-formatet. Kun i koncertsammenhæng har Chicago-bandet de seneste år været et fængslende bekendtskab, især med jazz/avantegardeguitarist Nels Cline som fyrtårn på fløjen.

Men nu har de seks har genfundet legelysten fra forrige årtusindes genistreger som ’Being There’ og ’Summerteeth’, samt ikke mindst fra 2002’s sagnomspundne ’Yankee Hotel Foxtrot’, der i sin tid fremprovokerede en bizar fyreseddel fra pladeselskabet.

Og i dén kontekst kan man næsten ikke lade være med at tolke Wilcos friske ottende album, ’The Whole Love’, som en kommentar til dengang; de udgiver nemlig pladen nemlig på eget selskab, uden de tøjler, der bandt dem på to år gamle og søvndyssende ’Wilco (The Album)’.

Eventyrlige arrangementer

Men det overrasker – og glæder! – nu alligevel, at sekstetten hér åbner med den næsten otte minutter lange, suveræne Neu!-krautrock-sag ’Art of Almost’ og endelig indfrier de mange års indebrændte kreative potentiale.

Nuvel, tingene er næsten som de plejer at være i albummets resterende ti andre sange, men denne gang er der en masse ekstra musikalske lag i musikken – man mærker, at d’herrer virkelig har brugt ekstra tid på at arbejde sangene op til mere end bare hyggepop.

Der er for eksempel intet revolutionerende over førstesinglen, ’I Might’, men arrangementet (farfisa-orgel, xylofon og Pixies-agtig guitar) løfter den et godt stykke over gennemsnittet, ligesom ’Sunloathe’ tæller en Electric Light Orchestra’sk poppet storladenhed og gylden melodi.

Referencer til kollegaerne

Det allerbedste ved ’The Whole Love’ er, at man kan mærke, at frontmand Jeff Tweedy og hans kumpaner har moret sig under indspilningerne. Tag bare poppunkede ’Standing O’, der fræser af sted og sender tankerne i retning af Cheap Trick under deres storhedstid.

Og så er her også flere referencer til kollegaerne. Albummets nok mest indfølte moment, balladen ’Black Moon’ lyder eksempelvis som en kombineret hyldest til Elliott Smith og R.E.M., mens ragtime-eksperimentet ’Capitol City’ lander et sted imellem Beatles og The Band.

Kort sagt et Wilco med snuderne tilbage i retning af den eklektiske stil, de lagde for dagen for ti år siden.

Træerne vokser ikke ind himlen

Desværre er der også en del fyldstof blandt de tolv skæringer; navnlig slummerballaden ’Open Mind’, akustiske ’Rising Red Lung’, som er kedelig Wilco-dejavu, samt lukkeren ’One Sunday Morning’, der kører i 12 minutter over ét riff, men ikke just er nogen ’Sad Eyed Lady of the Lowlands’.

Nej, træerne vokser ikke ind i himlen, men overordnet set er dette udspil fra Chicago-gutterne et overraskende friskt et af slagsen, som bedst opsummeres af titelnummerets dejlige varme og eufori.

’The Whole Love’ lyder som en ny begyndelse, og hvis Wilcos kommende selvudgivne plader sitrer ligeså herligt af spilleglæde og eventyrlyst, ja, så er der god grund til at sætte kryds i kalenderen.


TRACKLISTE
1. Art of Almost
2. I Might
3. Sunloathe
4. Dawned on Me
5. Black Moon
6. Born Alone
7. Open Mind
8. Capitol City
9. Standing
10. Rising Red Lung
11. Whole Love
12. One Sunday Morning