Arsenal havde chancen for at komme op på førstepladsen i Premier League, men holdet måtte nøjes med 1-1 på udebane mod oprykkerne fra Norwich City.

Det krævede en sejr på fem mål eller mere, for at Arsenal kunne tage førstepladsen fra Manchester City, men det kom slet ikke på tale, da London-holdet var på besøg i Norwich.

Det begyndte ellers rigtig fint for Arsenal. De dominerede, og de kom fortjent foran efter en halv times spil, da Alexis Sanchez opsnappede et elendigt udspark fra Norwich-målmand, John Ruddy. Chileneren fandt Mesut Özil, der lige nøjagtigt ikke var off-side, og alene med John Ruddy lobbede den tyske landsholdsspiller bolden i mål til 1-0.

Men kort før pausen slog hjemmeholdet kontra.

Robbie Brady splittede Arsenal-forsvaret, og hans aflevering endte hos Lewis Grabban. Jamaicaneren afdriblede Arsenals brasilianer, Gabriel, hvorefter han trillede bolden forbi målmand Petr Cech (med sort hjelmfarve) til 1-1.

Ti minutter ind i anden halvleg blev Arsenal ramt af uheld, da Alexis Sanchez måtte forlade banen - tilsyneladende med en fibersprængning. Der venter under alle omstændigheder flere ugers pause for den chilenske troldmand, og det kan blive dyrt både i Premier League og Champions League.

Både Norwich og Arsenal havde muligheder for at afgøre kampen i en livlig anden halvleg, men 1-1 blev kampens resultat, og dermed ligger Arsenal på fjerdepladsen i Premier League - to point efter Manchester City - mens Norwich ligger nummer 16 ud af de 20 hold.