Den tidligere skønhedsdronning Anggi Mahesti kom for sent til AirAsia flyet, som søndag morgen forsvandt sporløst.
AirAsia flyet QZ8501 skulle flyve fra Surabaya i Indonesien til Singapore, men efter 50 minutter i luften var det ikke længere muligt at få kontakt til flyet.
Indtil videre formodes det, at alle 155 passagerer og 7 besætningsmedlemmer, der var ombord på flyet, er omkommet.
Derfor kan den 27-årige Anggi Mahesti være taknemmelig over, at hun ikke nåede ombord på flyet. Sammen med ni andre personer missede hun det forsvunde fly, som der mandag eftermiddag stadig ikke er nogen spor af.
Årsagen var, at de ikke havde åbnet en email fra 15. december, hvor der stod, at flyet ville lette to timer tidligere end planlagt. Derfor kom de for sent ud til lufthavnen.
»De kaldte allerede på sidste udkald i højttalerne, da min mand nåede lufthavnen i den første bil sammen med vores bagage, siger Anggi Mahesti til Bloomberg News.
»Det meste af min familie var i den anden bil, som kom et kvarter senere. Flyet lettede derfor uden os,« fortæller hun.
Anggi Mahestis mand forsøgte at forhandle med AirAsia om at få billetterne refunderet, da han fik af vide, at flyet var forsvundet sporløst. Familien droppede derfor planerne om at tage et senere fly.
»Vi besluttede ikke at flyve, fordi vi var bange og havde ikke lyst til at udfordre skæbnen,« siger Anggi Mahesti.
Et dokument fra AirAsia viste efterfølgende, at i alt 26 mennesker, som havde købt billetter til flyet, ikke havde nået at boarde.